FondantkageEndnu en fondantbetrukket kage har forladt mit køkken

Jeg har nemlig lavet kage til svigerfamiliebesøg. Jeg elsker, når jeg får de her anledninger til at lave kage. Det er jo noget, som jeg hygger mig enormt meget med, det her fondantnørderi. Jeg kan sidde flere timer og lave forskelligt pynt i fondant.

Lagkage med fyld

Kagen består af skovbær mousse (jeg har brugt skovbær i stedet for hindbær) og chokolade creme af appelsin krokant fra marabou. Jeg har brugt husblas i chokolade cremen denne gang, og det var altså ikke et hit. Jeg savnede den der cremede konsistens, som den normalt har, så det gør jeg ikke igen. Men måske jeg bare brugte for meget, jeg ved det ikke. Jeg prøvede også en anden smørcreme denne gang. Den smørcreme, som jeg har brugt et godt stykke tid, drillede mig stort set hver gang, og det var jeg træt af.

Smørcreme opskrift fra Peggy Porshen

Jeg ville prøve en af de smørcremer som Peggy Porshen bruger i sine kager. Den er ret simpel og hedder 250 g usaltet smør, 250 g flormelis og i det her tilfælde et par dråber vanilje essens. Det blev smidt i røremaskinen, og kørte indtil det var “light and fluffy”. Jeg synes faktisk, at det smagte godt. Man kunne godt tro, at det ville smage meget af smør, men det gjorde det ikke. Det største plus var, at det blev rigtig godt stift når kagen var smurt op og kom i køleskabet. Så kagen stod bare super skarpt og holdte formen flot. Den vil jeg nok bruge fremover. Nogle vil måske mene, at det er lige lovlig meget smør. Men den opskrift som jeg før har brugt hedder 500 g flormelis til 250 g smør, og det er altså meget flormelis. Man kan nærmest fornemme alt den flormelis mellem tænderne, når man spiser den. Derudover bliver den selvfølgelig også virkelig sød. Men det er en smagssag og jeg vil lade det være op til dig selv at beslutte.

Ny fondant til kagen og pynt

Kagen er betrukket med hvid fondant fra FunCakes. Jeg har pyntet med fondant blomster, som jeg har udstukket med forskellige metal blomsterudstikkere og tørret i en æggebakke, for at give lidt liv til blomsterne. Alternativet er at blomsterne er helt flade, så det er en sjov måde at give dem liv på. Det kan være fint på en kage med flade blomster, men jeg kan rigtig godt lide det look, som de her blomster giver. Hvis du ikke har en æggebakke kan du tage noget sølvpapir og krølle let sammen med små fordybninger hvor du kan placere blomsterne. Et andet fantastisk tip, er en bakke fra Toffifee, du ved de der chokolader med nødder og karamel. De er helt perfekte i størrelsen til fondant blomster. Så husk det næste gang, du er ved at smide æsken ud.

Perlekant i fondant

Derudover har jeg dustet små sommerfugle på kagen, ved at bruge en stencil. Det blev egentlig okay synes jeg.
Jeg har brugt min nye bead cutter til perlekæden rundt om kanten. Det giver et rigtig fint udtryk på kagen.
Kagen blev ikke lige så høj, som mine kager plejer, da jeg har brugt købe bunde. Købebunde er knap så tykke, som dem man bager selv. Derudover plejer jeg at have en rigtig kage i bunden af mine lagkager. Det giver også noget højde til den færdige fyldte kage.

1 Comment on Kage til svigerfamiliebesøg

  1. Hvor er den fin, det er meget sjovt engang imellem at lave en kage hvor man kan få afprøvet lidt af hvert. Jeg har også tit brugt den smørcreme når jeg ikke lige havde tid til at lave chokoladesmørcreme og den er udmærket, jeg putter også altid vanilje i, det smager nu bedst, men jeg er også lidt af en vaniljesmølf 😉
    Kh
    Anne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *