Disse juletræ’s cookies skaber rigtig julestemning og smager godt. De er super nemme at lave og hyggelige sammen med børnene. Opskriften har jeg fundet her og oversat, og så har jeg halveret opskriften.

Cookies ca. 50 stk (afhængig af størrelsen på de valgte udstikkere)

170 g blødt smør
200 g sukker
2 æg
1 tsk. vanilje essens (eller 2 tsk. vaniljesukker eller 1/2 vaniljestang)
320 g mel
1 tsk. bagepulver
1/2 tsk. salt

Smør og sukker piskes blødt. Tilsæt vanilje og æg og pisk igen. Mel, bagepulver og salt røres i dejen. Dæk den til og lad den hvile køligt (gerne i køleskabet) 1 times tid eller natten over.

Rul dejen ud til en ca. tykkelse på 5-10 mm. Hvis du ruller dejen for tynd, bliver kagerne hårde og tørre. Dejen er godt klistret, så jeg brugte godt med mel på bordet, dejen og kagerullen og jeg synes ikke at det gjorde kagerne kedelige. Hvis ikke du gør det, ender du muligvis med at smide dejen i skraldespanden;), for det er altså godt klistret. Men brug selvfølgelig ikke mere end nødvendigt.
Udstik kagerne med de forme du har lyst til. og placer dem på en bageplade med lidt mellemrum imellem. Bag kagerne i 5-8 min ved 200 grader. Hold godt øje, alle ovne er forskellige og de kan hurtigt skifte fra fine til brændte;).

Tag kagerne ud og afkøl. Når først de er helt kolde, kan du pynte som du har lyst til. Jeg prøvede at lave icing med flormelis og mælk, det nævner forfatteren af opskriften nemlig at hun selv har brugt. Det smagte fint, men det gør jo nok noget ved holdbarheden tænker jeg.
Der står desværre ikke noget om holdbarhed i opskriften, men jeg giver dem en lille uges tid (tror nu at vi har spist dem inden;). Jeg har pakket mine i en lufttæt bøtte med bagepapir under låget.

Opskriften her kan jo bruges året rundt, og jeg vil da helt sikkert bruge den til den kommende 1 års fødselsdag, jeg er i gang med at planlægge:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *