Kys med krymmel 2

Jeg har lavet meget research og testet masser af opskrifter, for at sætte denne helt perfekte opskrift på hjemmelavede kys sammen til jer. Resultatet er helt perfekte kys, som er tørre hele vejen igennem og smager lige præcis som de skal.

Jeg elsker marengs, både som kys, reder, lagkagebunde og alt det andet man kan lave. Det er jo i virkeligheden kun fantasien der sætter grænserne. Især elsker jeg dem i pastel farver eller den fantastiske kridhvide farve marengs nu har. Tilføj lidt krymmel inden de kommer i ovnen, og de er klar til fest.

Bagningen

Mit problem med marengs var i starten, at de blev brune når jeg bagte dem. Det løste jeg ved at sætte varmen på ovnen ned. Jeg bager mine ved 80 grader, men jeg kan se på mange andre opskrifter, at det er MEGET forskelligt hvordan folk gør det. Det er derfor vigtigt for mig, at skrive, at denne opskrift og fremgangs måde er min måde at gøre det på. Det fungerer godt for mig. Hvor længe du skal bage dem, afhænger selvfølgelig af størrelsen på din marengs. Men det er et sted mellem 1 og halvanden time.

Sukkeret

Derudover er det vigtigt, at alt sukkeret bliver opløst, så du ikke står med en knasende marengs. Det kan man jo ikke “smage” når de bliver bagt, men jeg synes at overfladen på kyssene bliver ru, og jeg kan godt lide dem glatte og fine.
Man kan også vælge, at bruge den færdige marengs uden at bage den, til f.eks. is eller som topping oven på en lækker kage, og så skal det helst ikke knase. Derfor giver jeg min sukker en tur i blenderen, så det bliver super super fint, og derved hurtigere opløst i den færdige marengs. Jeg har ellers læst flere steder, at man bare skal blive ved med at piske til det er helt opløst. Men det resulterede altså i en over pisket marengs for mig, som stadig var knasende. Den kan stadig bruges, men jeg fik halvt så mange kys ud af det som forsøget inden, og det bagte resultat er ikke helt det samme. Den er jo knap så luftig. Men som sagt kan det sagtens bruges og smager fint.
I nogle opskrifter bruger man flormelis, men det har jeg ikke selv brugt. Man kan jo egentlig sige, at jeg laver min egen flormelis ved at blende det. Men så alligevel ikke, for så fint blender jeg det ikke.
Kys med krymmel 5

Så er der konsistensen, den er super vigtig for at få en flot marengs der holder sin form. Især hvis du bruger en tyl med mønster. Her kommer citron saften ind i billedet. Citron saften gør dine æggehvider mere stive, og hjælper også din marengs til at holde formen når du bager den. Der skal ikke så meget i og det skal tilsættes når æggehviderne begynder at skumme.

Æggehviderne

Æggehvidernes temperatur har også noget at sige. Æggehvider der har stuetemperatur er nemmere at piske stive end helt kolde æggehvider. Har du glemt at tage dem ud af køleskabet i god tid, laver du blot et lille vandbad med varmt vand. Så bliver de hurtigt klar. Når du pisker æggehvider skal du starte langsomt og så sætte volumen gradvist op. Det er kun citron saft der skal i her, ikke noget sukker endnu. Hælder du sukker i fra en start, vil det også påvirke hvor stive du kan få dine æggehvider pisket.
Om du bruger pasteuriseret æggehvider eller fra rå æg er helt op til dig. Fødevarestyrelsen har valgt at fjerne anbefalingen om kun at bruge de pasteuriseret æg i fødevarer der ikke varmes op. Risikoen for salmonella er i dag så lille, men den beslutning vil jeg lade være op til dig. Bruger du rå æg, er det nemmere at skille hvide fra blomme når æggene er kolde. Men de piskes stadig bedst ved stuetemperatur. Derudover er de lidt ældre æg bedre end de helt friske.
Hjemmelavet kys

Denne marengs bliver super fast og holder virkelig formen, også selvom den kommer i ovnen og bliver bagt. Bruger du den på en kage eller ovenpå cupcakes, holder den selvfølgelig også formen.

Hjemmelavede kys opskrift (ca. 30-40 stykker afhængig af størrelsen)

2,5 æggehvider (jeg bruger 2 bægre pasteuriseret æggehvider fra Hedegaard fra Rema1000 ca. 75 g)
1 tsk. citron saft
140 g meget fint sukker (blendet rigtig godt til det er helt fint når du gnider det imellem dine fingre)
Evt farve og essens eller vaniljestang (jeg bruger ikke essens da jeg er helt vild med den “rigtige” kys kage smag)

Bages ved 80 grader (ikke varmluft) i ca. 1 1/2 time til den størrelse på billedet, de er lidt større end købekys.

Start med at gøre en bageplade klar med bagepapir på.

Tag dine æggehvider ud i god tid.
Sørg for at din skål er helt ren, da det godt kan have konsekvenser for, om du kan piske æggehviderne stive.
Start på lav volumen og pisk. Sæt gradvist volumen op.
Når æggehviderne skummer tilsættes citron saften. Pisk videre indtil dine æggehvider er stive. Tilsæt herefter en spsk. sukker af gangen. Sørg for at det bliver godt indarbejdet i æggehviderne, så sukkeret bliver helt opløst.
Fortsæt indtil alt sukkeret er opløst og du har en flot fast marengs. Så tilsætter du evt. essens og farve, jeg har brugt pink fra ProGel til de lyserøde kys, bare en lille smule.

Hjemmelavet kys

Skal du lave hjemmelavede kys kager, putter du din marengs på en sprøjtepose (link) med en fin stjernetyl (link).

Du kan sagtens være lidt kreativ og lave noget super flot. Men husk at jo større dine hjemmelavede kys kager er, jo længere tid skal de selvfølgelig også bages. Sprøjt det ud på bagepapiret og sæt dem i ovnen.

Når de er færdig bagt, slukker du ovnen og lader dem køle af. Når de er helt afkølet, skal de i en lufttæt bøtte hvor de kan opbevares i hvert fald i 1 uge. Hvis de altså holder så længe.

Samtidig med at jeg testede denne opskrift, har vejret været rigtig dårligt og vådt. Det giver en meget høj luftfugtighed som spiller ind på dine marengs kys. Derfor skal du holde øje når de køler af, og så snart de er afkølet, skal de i en bøtte eller pose. Bare det er noget der er lufttæt. Ellers bliver de klistret og du ender op med en stor klump kys. Du kan evt. tørre dem i ovnen igen, hvis de bliver meget klistret og det ikke hjælper at putte dem i en bøtte.
Disse kyskager bliver tørre og sprøde hele vejen igennem, sådan kan jeg bedst lide dem.


Print Friendly, PDF & Email

45 comments on “Hjemmelavede kys”

  1. Den opskrift vil jeg prøve ved lejlighed. Hvor meget essens kommer du i til den portion du har skrevet opskriften på? Jeg vil gerne lave nogen med hindbæressens.

  2. Nu spørg jeg nok dumt men kan bruge flormelis i stedet for at blende sukkeret? Og super fin beskrivelse til en ny begynder som mig ☺️

    • Hej Dorthe
      Lige med kys der har jeg dårlig erfaring med at have flere plader inde af gangen og bruge varmluft, men jeg vil ikke afvise at det godt kan lade sig gøre.:)

  3. Skal de være hårde når de er færdigbagte? Eller de bløde? Og først hårde når de er færdig med at tørre?

    • Hej Lotte
      Mine kys er hårde på ydersiden når de er bagt, altså man kan trykke let til dem, men trykker man meget vil de være bløde. De bliver hårde mens de står og tørrer:)

  4. Super fin opskrift og beskrivelse. 👍🏻
    Vi skal have mange gæster til bryllup på lørdag – og skal så have bagt rigtig mange.
    Ville du bage en plade ad gangen eller hvordan ville du gribe det an?

    • Hej Henriette
      Mit svar kommer noget sent kan jeg se, for det er jo nok i dag at I har bryllup. Men til en anden gang ville jeg personligt lave en plade af gangen. Opskriften her er lige til en plade, så det passer helt perfekt:)

  5. Jeg vil gerne lave nogle helt små kys til kanten på en kage.(på størrelse med en 1 kr.) Hvor længe tror du de skal have eller hvordan kan jeg se, at de er færdige?

    • Hej Eva
      Jeg har faktisk noget jeg kalder minimarengs her på bloggen. Dem bager jeg i 1 time, da jeg godt vil have dem helt gennembagt og tørre. Men du kan evt. prøve at nuppe en ud af ovnen allerede efter 1 halv time, og se hvordan den ser ud.:)

  6. Hvor ser de fine ud:-) Hvilken tyl er bedst at bruge? Og hvilken slags farve kan man tilføre hvis de skal have et skær af perlemor?

    • Hej Rosa
      Tak og ja jeg elsker også de fine kys:). Hmm jeg tror ikke at man kan tilføje en farve der giver perlemor skær. Men måske man kan sprøjte dem med en perlemors spray efterfølgende? Men om kyssene så bliver fugtige ved jeg ikke. Alternativt kan man duste dem med perlemorspulver efter de er bagt. Men jeg ved altså heller ikke her om kyssene kan blive fugtige af det. Meld endelig tilbage hvordan det går, det kunne være jeg skulle have det på bloggen:). Jeg er meget glad for de åbne stjernetyller, såsom 1M tyllen og en der er noget større fra Mette Blomsterberg. Den kan købes i Kop og Kande:). Den franske tyl er også fin, den har bitte små takker hele vejen rundt, og kyssene bliver virkelig fine:)

  7. Hej,
    jeg har læst her, at en spørger om man kan bruge flormelis i stedet for blendet sukker og det svarer du ja til.
    Mit spørgsmål går på, om det er den samme mængde, uanset om man bruger sukker eller flormelis?
    På forhånd tak for hjælpen og en super god blog. 🙂

    • Hej Lone
      Det var da et godt spørgsmål. Umiddelbart tænker jeg ja, men jeg har ikke selv prøvet det og aner ikke om flormelis reagerer på helt samme måde som sukker.:)

  8. Tak for en rigtig god forklaring omkring marengsbagning.
    Jeg har lige bagt marengs efter en anden opskrift end din. Jeg kom hindbærekstrakt i og pyntede toppene med frysetørrede hindbær. De så vanvittig fine ud – hvidt og rødt, men de skulle bages ved 110 grader, og var, da de kom ud efter en time, desværre blevet lettere lysebrune og de frysetørrede hindbær var helt mørke – øv (de har dog holdt formen og smager også godt). Nu har jeg sat næste plade i ovnen – men på 80 grader, som du skriver, og håber så de bevarer den fine hvide farve. Har du nogen erfaring med de frysetørrede bær, når de bages? Bliver de altid mørke?

    • Hej Lise
      Hvordan blev den næste portion så? Ovne er virkelig forskellige, og jeg har set marengs, der er bagt ved 100 eller over, som ikke er brune, men det kommer ikke til at ske i min ovn, den er simpel hen for varm. Jeg har også prøvet med frysetørret hindbær engang, netop også pga. den fine kontrast. Men det blev mørkt under bagningen, så jeg tror faktisk at det er helt normalt. Jeg tænker lidt at man måske kan putte dem på undervejs. Jeg mener at mine marengs er lidt klisteret når jeg slukker ovnen og de skal tørre, der kunne man jo evt. gøre det og håbe at de sætter sig fast:)

  9. Hej 😊

    Min marens kan ikke “stå” Når jeg sprøjter den ud eller hvad man siger har lavet 3 portioner nu men intet vil virke!
    Hvad kan jeg dog gøre forkert? 😱👏🏽

    Ved godt det ikke er et spørgehjørne men du ser bare ud til at ha lidt styr på det 😁

    Mvh Natasja

    • Hej Natasja
      Mit svar kommer nok noget sent, men jeg håber at du kan bruge det alligevel. Og med hensyn til at spørge er du mere end velkommen til at spørge løs. Min hensigt med bloggen er netop at dele ud af min egen erfaring fordi jeg mener at kan jeg, så kan alle andre også:). Med hensyn til din marengs så ved jeg ikke helt hvad det kan være. Umiddelbart lyder det som om at din marengs ikke er tyk nok, eller at den ikke bliver pisket længe nok. Hvilke æg bruger du? Jeg har selv erfaret at rå æg ændrer på konsistensen, nok fordi at vægten ikke er den samme som i de bægre jeg bruger normalt. Et alternativ kunne være at tilføje mere sukker, og se om det giver en mere sej marengs. 🙂

    • Hej alle sammen.
      Har nu lavet denne opskrift utallige gange. Og for mig er det bedste resultat med små marengs bagt tre gange så længe. Min ovn er ret sær. Men hva angår smag tilsætter jeg pulver. Man kan lave søde med hindbær pulver fra føtex eller solbær. Eller mere specielle med matcha te som inspiration til andre desserter.
      Anettes opskritft er fantastisk og tricket med a tilsætte en teske med citron saft virker. Det med a tilsætte sukker lidt gangen og piske er noget man må prøve sig frem med. Det samme er med bagetid. Lav gerne dobbel bund som med macarons. Og brug silikone ark. De kan fåes til 30 kr og de giver bedre resultat.

      Al held og lykke med opskrifterne og bagningen.

    • Hej Jonna
      Når jeg laver kys passer det med en plade, men så ville jeg nok bare smide en ekstra plade ind i ovnen og se hvad der sker:). Men ingen varmeluft;)

  10. Hvorfor kommer der kondens i ovnen???😱😬

    Bager dem som der står i din opskrift og de er stadig helt bløde inden i🙈

    • Hej Cathrine
      Det lyder meget mærkeligt og det er ikke noget jeg har prøvet. Du kan evt skrue op til 100 grader og se om det er bedre. Min ovn bliver for varm ved 100 grader og mine kys bliver lysebrune. Men ikke alle ovne er ens, og det er da et forsøg værd😊

  11. Jeg får det også til to plader, så de skulle nok have været lidt større. Er det noget med at man kan vælge varmluft og skrue 20 grader ned fra den anbefalede alm. ovn. Altså alligevel vælge varmluft og så bage ved 60 grader?

  12. Hej jeg lavede dine kys igår og har gjort før(hvor det virkede fint) men denne gang er de helt bløde kun overfladen har fået en skorpe

    • Hej Lena
      Det lyder mærkeligt, især hvis det er lykkedes for dig før. Er der mon noget galt med din ovn? Det lyder i hvert fald som om at de skulle bages noget længere tid.😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *