Søger du en lækker moccacreme med skøn smag af kaffe?

Jeg har den helt perfekte opskrift på en skøn moccacreme til dig. Denne opskrift på kaffecreme er virkelig nem at lave. Er du kaffedrikker, vil du elske den. Brug den f.eks. i en lækker lagkage sammen med en skøn og frisk hindbærmousse. De 2 ingredienser er et fantastisk modspil i en hvilken som helst kage.

Du pisker blot cremen op og kan bruge den lige der hvor du synes, at den kunne være allermest lækker. Et alternativ kunne være en kaffe flødeskum. Så undlader du blot chokoladen og lader instant kaffe opløse sig i fløden. Pisk det herefter op til en flødeskum med kaffe. Lyder det ikke nemt?

Ingredienser til moccacreme

1/2 l piskefløde
1-2 tsk. instant kaffe (uden top)
100 g god mørk chokolade
100 g god lys chokolade
2 blade husblas

Fremgangsmåde

  • Læg husblas i blød i koldt vand i ca. 15 min.
  • Hæld fløde og instant kaffe i en kasserolle og varm det langsomt op. Rør undervejs, så kaffen opløses fuldstændig. Er du meget glad for kaffe, kan du smage dig frem og evt. tilføje mere til fløden.
  • Hak den mørke og den lyse chokolade og hæld det sammen i en skål.
  • Når fløden er godt varm, ikke kogende, men varm nok til både at smelte chokolade og husblas, hældes den over den hakkede chokolade. Lad det stå lidt og rør herefter rundt, så alt chokoladen smelter.
  • Vrid husblas helt fri for vand og tilsæt det til fløde og chokoladeblandingen og rør rundt. Det er vigtigt at fløde/chokolade blandingen stadig er noget lun når du gør dette, ellers vil husblassen ikke smelte.
  • Dæk moccafløden til med film der går helt ned og rør ved overfladen, dette er for at undgå kondens i den færdige creme.
  • Sæt skålen i køleskabet, indtil blandingen er helt kold.
  • Det er nok med en 4-5 timer, men jeg plejer gerne at lade den stå natten over.
  • Pisk cremen op og fyld den på kagen.
  • Kagen sættes på køl så moccacremen kan sætte sig fuldstændig.
En lækker moccacreme for alle kaffeelskere.

Brug moccacreme i dine lagkager, eller brug mocccacreme i eclairs. Kun fantasien sætter grænserne for hvad du kan bruge en moccacreme til.

10 Comments on Moccacreme

  1. Hej Rie

    Jeg har rettet opskriften til nu, så der står piskefløde. Men der er jo også kaffe i, altså instant kaffe. Her bruger jeg ikke noget særligt mærke, da vi ikke selv drikker kaffe. Men brug din egen favorit 🙂

  2. Hej Mimi
    Ja den kan sagtens bruges som et lag i en lagkage og det at der er husblas i gør at den holder formen. Jeg har ikke selv prøvet at fryse moussen ned og tø den op efterfølgende. Men jeg læser da jævnligt om andre der fryser cremer og mousser med succes. 🙂

  3. Hejsa – kan cremen bruges om lag i en lagkage, sætter den sig nok til at kunne holde formen?
    Og har du erfaring med om den kan fryses og optøes igen?

  4. Hej Line
    Det lyder som et spændende projekt😊
    Du kan lave lagkagebunde af alle kager, hvis du spørger mig. Det der kan være tricky er hvis kagen krummer/smuldrer meget. Men det gør det ikke umuligt. Jeg gør selv det, at jeg lægger bunden på et spækbræt, holder det lige over kagen og skubber forsigtigt bunden på plads. Hvis du laver meget tykke bunde er det slet ikke noget problem 😊
    Jeg har desværre ikke opskrifter på kaffecreme uden fløde.
    Så skal du lave en luftig smørcreme, måske en med marengs? Hvis du kan bruge flødeost er det også en mulighed.
    Som glasur kunne du lave en lækker chokolade smørcreme evt også med flødeost. 😊

  5. Hej Annette
    Jeg vil forsøge at lave en flot kage til min søns 1 år fødselsdag, som skal være vegansk.

    Jeg ved at jeg vil få succes med kanelkage, men kan man mon lave lagkagebunde ud af sådan en, og findes der mon en kaffecreme som kan være flot imellem. Jeg kan bruge vegansk smør og husblas, men ikke fløde. Det må jo gerne komme lidt op i højden så man kan se den imellem lagene. Eller har du nogle andre forslag til hvordan jeg kan gøre den lidt mere flot end den sædvanlige glasur?

    Vh Line

  6. Hej Nanna
    Det må nok komme an på en prøve. Jeg ved ikke hvor fast cremen bliver, og den skal være ret fast for at kunne lave roser på kagen som holder faconen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *