Bær mousse med hindbær jordbær og brombær

En ny lækker opskrift på bærmousse med hindbær, brombær og jordbær. Opskriften er den samme som min hindbær mousse, men med flere slags bær.

Du kan bruge denne bærmousse som fyld i en kage eller som en lækker dessert i portionsglas.

Ideen til denne mousse stammer fra en milkshake, vi køber i det lokale center. Den hedder berries og består netop af hindbær, brombær og jordbær. Smagsmæssigt rammer den ret godt.

Ingredienser til bærmousse (som fyld i en kage til et lag på ca. 2,5 cm)

95 g jordbær
65 g hindbær
65 g brombær
3 blade husblas
70 g sukker
4 past. æggeblommer
2 1/2 dl fløde

Fremgangsmåde

  • Læg de 3 blade husblas i iskoldt vand i et kvarter til 20 minutter.
  • Blend eller hak dine bær til en puré og hæld det i en gryde sammen med husblas.
  • Varm det langsomt op og rør lidt undervejs så husblassen smelter. 
  • Tag det af varmen når det så småt begynder at boble. 
  • Køl det af. (Kogningen er af hensyn til de bakterier der kan opstå i poser med frosne hindbær). Bruger du friske bær, kan du tage puréen af varmen når husblassen er smeltet helt.
  • Pisk æggeblommer og sukker let og luftigt til det er helt hvidt.
  • Pisk fløden til en let flødeskum.
  • Vend æggesnapsen i den lune bær puré lidt af gangen. Det er en vigtig detalje at tage lidt af gangen, så masserne langsomt får den samme temperatur uden at få et temperatur chok.
  • Vend herefter blandingen i den lette flødeskum.

Din bær mousse er klar til brug med det samme. Hæld moussen på kagen og lad den stå og sætte sig i køleskabet. Bemærk at denne mousse er meget lind inden den sætter sig. Så bruger du en bagering til at bygge kagen op med, skal du sørge for at den er strammet godt rundt om kagen. På den måde undgår du, at moussen løber ud.
Skal moussen bruges som dessert, skal den på køl minimum et par timer. Hæld den på glas eller i en skål, og sæt den i køleskabet. Pynt evt. med lidt flødeskum og hakket chokolade.

Du kan også vælge at putte dine bær i et bæger og blende det med vanilje is, så har du en ret lækker milkshake.

12 Comments on Hindbær/brombær/jordbær mousse

  1. Halløjsa
    Og undskyld mit sene svar, nok alt for sent nu. Du kan gøre det at du laver din bærkompot og vender den med flødeskum. Det giver knap så luftig en mousse, men resultatet smager helt sikkert stadig super godt 🙂

  2. Hej Christina
    Jeg har ikke selv prøvet brombærmousse, men det tænker jeg sagtens at du kan og ja jeg ville også tilføje lidt citron til den. Jeg tror at det bliver en dejlig frisk mousse du får ud af det :). Du kan også sagtens lave rabarbermousse, det er helt sikkert også virkelig lækkert. Det skal jeg altså også have prøvet af, min side her mangler simpelthen en opskrift på rabarbermousse ;). Det lyder lækkert det du nævner. Når du sætter en kage sammen så gå efter det som du virkelig godt kan lide. Vælg 2 slags fyldt, gerne en syrlig sammen med noget sødt, det smager bare fantastisk 🙂 Og vaniljebunde er altid godt i en lagkage.
    Tusind tak for de søde ord om min side :), det betyder meget for mig at andre kan bruge den og finde inspiration 🙂

  3. Hej Annette
    Jeg står og skal lave en kage til min søns fødselsdag.
    Jeg har solbær, rabarber, stikkelsbær, og brombær i fryseren.
    Men blev i tvivl om man kan lave brombær rent, som mousse? tænkte at tilføje brombæren citron. Og overvejet rabarber mouse og så med en hvidchokolade smørcreme og vaniljebunde? Har aldrig prøvet det før. Men hvad tænker du?
    Og sikke en fin side.. jeg er vild med 🙂

  4. Hej
    Jeg skal bruge lave en syrlig lagkage. Men jeg bor i England og jeg kan ikke få pasteuriserede æg. Kan opskriften laves uden æggeblommer?
    Tak for hjælpen.

  5. Hej Annette
    Bruger du friske bær? Eller kan jeg bruge frosne bær til denne mousse?
    Mvh Carina

  6. Hej Stine
    Dine bær vil sætte sig til en gele, så det bliver ikke en mousse som i opskriften du får. Du kan evt prøve at varme den op igen😊

  7. Jeg har lige set at den skal bruges med det samme. Jeg havde tænkt at stille bærene inkl. Husblas på køl da jeg først lige har sat bundene i ovnen. Er det nu helt ødelagt og skal jeg lave en ny omgang bær og husblas når bundene er klar?

  8. Hej Sandra
    Ja det kan den sagtens, lige de bær du ønsker. Jeg har her brugt opskriften til en kage på 20 cm, og det gav et ret godt lag mousse.:)

  9. Hej!!
    Denne opskrift kan den bruges med en pose blandede bær??
    Og hvilken størrelse kage passer den til???
    Hilsen Sandra

  10. Hej Annemette
    Hold da op en titel at få;), jeg siger tak. Nej denne mousse sætter sig efter nogle timer og hvis du begynder at røre rundt i den og forstyrre den, kan du ikke regne med at den sætter sig igen. Så du er desværre nød til at bruge den så snart den er lavet:)

  11. Hej Bage-dronning,
    Kan man lade moussen sætte sig først og så komme den i en lagkage derefter? for at sikre sig at den eks. ikke løber?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *