Jordbærmousse på chokoladekage

Denne jordbærmousse kan du bruge som fyld i en lagkage eller som jeg har gjort herover, hvor den er støbt ovenpå en lækker brownie.

Jordbærmousse smager bare fantastisk. Jeg er personligt vild med alt med de skønne røde bær. Friske jordbær med fløde er også en personlig favorit. Du kan også vælge at lave en vanilje mousse og tilføje friske skåret jordbær til den, så får du en mousse med lidt bid i. Men her får du nu en helt almindelig jordbærmousse opskrift.
Jeg bruger gerne denne opskrift til lagkager, hvor der også er en anden type fyld i. Opskriften her er altså beregnet ud fra fyld til en helt almindelig lagkage. På billedet herover hvor jeg har støbt moussen, har jeg brugt opskriften x 1,5. Det kan du også sagtens i en almindelig lagkage, jeg synes bare personligt at det bliver lidt for meget jordbærmousse.

Ingredienser til jordbærmousse (rund kage på ca. 20 cm, ca. 2 cm)

200 g jordbær (frosne eller friske)
3 blade husblas
70 g sukker
4 pasteuriseret æggeblommer
2 1/2 dl fløde

Fremgangsmåde

  • Læg de 3 blade husblas i is koldt vand i et kvarter.
  • Blend eller hak dine jordbær til en puré og hæld det i en gryde sammen med husblas. Varm det langsomt op og rør lidt undervejs så husblassen smelter. 
  • Tag det af varmen når det så småt begynder at boble. 
  • Køl det af. (Kogningen er af hensyn til de bakterier der kan opstå i poser med frosne bær. Bruger du friske bær, kan du tage puréen af varmen når husblassen er smeltet helt.)
  • Pisk æggeblommer og sukker let og luftigt til det er helt hvidt.
  • Pisk fløden til en let flødeskum.
  • Vend æggesnapsen i din lune jordbær puré lidt af gangen. Det er en vigtig detalje at tage lidt af gangen, så masserne langsomt får den samme temperatur uden at få et temperatur chok.
  • Vend herefter blandingen i den lette flødeskum.

Din jordbærmousse er klar til brug med det samme. Fyld den i din kage, i portionsglas eller støb den ovenpå fx en brownie. Lad den stå og sætte sig i køleskabet, gerne et par timer.

30 Comments on Jordbærmousse

  1. Hej Lonni
    Det er også en skøn opskrift :). Denne mousse er meget flydende når den er færdiglavet og skal stå og sætte sig. Jeg har endnu ikke selv prøvet det, men jeg har anbefalet andre at lave moussen, hælde den på en sprøjtepose og lade den sætte sig. Når du skal bruge den, kan du forsigtigt lave dutter på kagebunden. Normalt skal man ikke “rode” med en mousse når den først har sat sig, og jeg kan ikke garantere for hvordan det vil gå. Men jeg tror personligt godt at det kan gå, så længe man sprøjter de her dutter forsigtigt, så man ikke ødelægger den konsistens som moussen har sat sig til:)

  2. Hej Annette
    Opskriften lyder lækker.
    Hvordan vil den egne sig som kagecreme til en lagkage, hvis den sprøjtes ud som små toppe imellem to lagkagebunde, og på toppen efter samme princip?

  3. Hej Cecilie
    Ja bare flødeskum kan maven ikke tåle alt for meget af.
    Jeg tror godt at du kan lave moussen og lade den sætte sig i en sprøjtepose. Den skal så bare presses forsigtigt ud af sprøjteposen, så konsistensen ikke ødelægges. Moussen har jo sat sig og vil nok ikke sætte sig igen.
    Moussen er ganske nem og er dejligt luftig og blød. Dog ret flydende lige når den er lavet. Den skal nok have 3 timers tid til at sætte sig:)

  4. Hej Anette.
    Din opskrift ser rigtig godt ud, men er i tvivl om nogle små ting.
    Vil gerne bruge den til fyld i en chokoladeæske med chokolade kage som bund, kan jeg sprøjte moussen ud i en sprøjtepose inden den har sat sig uden at det gør noget?
    Er den også nem at lave, og er den hård eller blød/luftig? Har aldrig lavet en mousse før, og vil gerne udskifte den med jordbær i flødeskum, da jeg desværre bliver rigtig hurtig skidt tilpas i maven af flødeskum.

    Med venlig hilsen Cecilie

  5. Hej Gerd
    Jeg har ikke selv den store erfaring med mousse “udover” en kage. Men jeg ville helt sikker støbe den i en ring, så den kan få lov til at sætte sig rigtigt. 🙂

  6. Hej Annette.

    Kan man bruge den jordbærmousse til at smøre kagen op med?

    Eller er det bedre at lave bunde og mousse og derefter “støbe” moussen udenpå i en store kagering?

    Mvh

    Gerd

  7. Hej Pernille
    Som jeg læser din kommentar, så kommer mit svar nok lidt for sent. Egentlig så tror jeg godt at dit projekt kan gå. Jeg har fået respons fra en anden herinde, som prøvede at lave moussen, lade den sætte sig i en sprøjtepose og så sprøjte den forsigtigt ud på en kage. Man skal selvfølgelig være forsigtig, da man egentlig skal lade være med at rode med en mousse som allerede har sat sig. Men i sådan et tilfælde kan det nok ikke være anderledes. Det jeg kan være i tvivl om er, hvordan moussen reagerer når den sprøjtes ud igen. Altså om den bliver helt flydende. Lad mig endelig vide hvordan det gik:)

  8. Hej Lisbeth
    Hmm det er altid svært når man skal gange en opskrift op. Men for at være sikker ville jeg nok minimum lave opskriften x 3 🙂

  9. Hej. Jeg skal lave jordbærmoussen fredag og først servere mandag. Ville putte massen i sprøjteposen og lade den hvile weekenden over.
    Derefter ville jeg sprøjte moussen ud på en trøffelkage og pynte godt op med friske bær.
    Men er fremgangsmåden helt gak. Er der andet jeg kan gøre. Lave det på dagen er ikke en mulighed da det er til 4 gastro kager ( 100 Pers)

  10. Hej Annette
    Hvor mange gange ville du gange opskriften op, hvis det skal være til en bradepande lagkage?
    Hilsen Lisbeth

  11. Hej Sarah
    Jeg ved det ikke, altså om du kan lave is ud af denne opskrift. Men du har nok ret i at der så ikke skal husblas i. Prøv det og meld endelig tilbage hvordan resultatet bliver:)

  12. Jeg kunne overveje at lave det som is til min søn. Kunne jeg i så fald ikke helt undlade husblassen?

  13. Hej Stephanie
    Ja du kan sagtens samle kagen lørdag:). Jeg tror ikke at det er en god ide at fondant og mousse er i berøring. Fondanten smelter simpelt hen. Smør kagen op med en smørcreme eller ganache.:). Så kan du betrække med fondant bagefter😊

  14. Hej Annette
    Jeg skal lave en fondant kage til på søndag. Er det muligt at samle kagen lørdag, uden at der sker jordbærmoussen noget? Og kan fondanten tåle at være i berøring med moussen, uden at den vil falde sammen?

    Kh Stephanie

  15. Perfekt mange tak og tak!
    Jeg glæder til mit næste kageprojekt med dine opskrifter 😊

  16. Hej Josephine
    Tusind tak for de meget fine ord om min side😊. Ja du kan sagtens putte friske jordbær ovenpå din mousse. Jeg har selv gjort det i en vanilje mousse og jeg har også brugt friske hindbær ovenpå en hindbær mousse. Det lyder som et spændende projekt, og tillykke med fødselsdagen😉

  17. Hej Annette

    Jeg er ret vild med din side og synes du har mange spændende og lækre opskrifter liggende!
    Jeg skal lave en kage til min fødselsdag d.20/1 og ville lave en jordbærmousse og en hvidchokolade mousse. Hertil er mit spørgsmål, om man kan putte friske jordbær ovenpå jordbær moussen? mere om den kommer til at skille eller falde fra hinanden.
    Håber du forstår mit spørgsmål 🙂

    Mvh. Josephine

  18. Jeg ville ikke lave en mousse før den skal bruges, hvilket vil sige fyldes i kagen eller hældes på portionsglas. Moussen sætter sig nemlig ret hurtigt.

  19. Hej Maria
    Når jeg har lavet store flotte fondantkager, så starter jeg gerne 2 dage i forvejen. Bare sørg for at købe ingredienserne med længst mulig holdbarhed. Her tænker jeg sådan noget som fløde og æg:)

  20. Hej annette.. Jeg ville gerne bruge denne mousse til min nieces konfirmationskage.. Kan jeg samle kagen 2 dage før brug når der er æggeblommer i ..?
    Mvh
    Maria

  21. Hej Janni
    Nu ved jeg ikke om jeg misforstår dit spørgsmål, men du spørger om hvor mange personer denne jordbærmousse rækker til?
    Opskriften herover er til en kage på ca. 20 cm med en tykkelse på ca. 2 cm. Jeg kan ikke rigtig komme det nærmere hvor mange personer det er til. Men skal du lave 3 kager fx., ville jeg gange opskriften med 3 selvfølgelig. Jeg håber at det er svar nok:)

  22. Hej Annette

    Jeg skal holde barnedåb for min pige om et par uger, så vil lave en kage med 2 mousser (jordbær eller hindbær også en tobleronemousse), er bare i tvivl om hvor mange personer den rækker til. Vi bliver 23 med børn.
    Og kan man bruge marcipan som overtræt i stedet for fondant?

    Hilsen
    Janni

  23. Hej Jeanette
    Lige denne opskrift på mousse er den jeg bruger som standard. Den er nem og smager virkelig lækkert. Hvis du mener at du vil have en anden frugtmousse i en kage sammen med jordbær mousse, ja så er det jo lidt en smagssag. Jeg har aldrig selv brugt 2 typer frugtmousse i den samme kage. Jeg kan godt lide det modspil som en chokolademousse giver til frugten:)

  24. Hej Jeanette (og Annette),
    Den kan sættes sammen med en limemousse eller en koldskålsmousse (dette er jo højsæson nu).
    Hilsen
    Pernille

  25. Hej Annette

    Okay, det lyder jo ret enkelt med bare bananer og flødeskum 😉 det vil jeg da overveje. Har du ellers andre frugt-mousse, som vil være gode med jordbær? 🙂

  26. Hej Jeanette
    Jeg har ikke selv prøvet bananmousse, men jeg havde engang en kollega som moste bananer og blandede dem med flødeskum, det blev ret godt. Så det skulle kunne lade sig gøre:)

  27. Hej Annette.
    Hvis man vil bruge den her i en lagkage, hvilken anden mousse kan du så foreslå/anbefale man bruger sammen med? 🙂
    Min kæreste kunne egentlig godt tænke sig en bananmousse – men jeg ikke lige finde nogle opskrift på sådan en, nogen steder 🙂 ..
    Vh Jeanette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *