Citronmousse til lagkage opskrift

En lækker og syrlig opskrift på citronmousse, som du kan bruge som fyld i dine kager, eller som en enkel dessert i portionsglas med lidt flødeskum.

Jeg elsker denne citronmousse, den er super syrlig og frisk. Vi kan også kalde det en citronfromage, men om det er helt korrekt nu der ikke er æggehvider i, ved jeg faktisk ikke. Uanset hvad vi kalder den, så smager den fantastisk. Brug denne citronmousse som kagefyld eller anret den i portionsglas med lidt flødeskum på toppen. Den er især perfekt til sommerfesten i haven. Mange bruger også noget med citron i påsken. Denne citronmousse kunne være et friskt indslag som dessert efter en påskefrokost eller påskemiddag.

Ingredienser til citronmousse (til et godt lag i en kage på 25 cm, eller 4 dessert glas)

2 blade husblas
70 g sukker
4 past. æggeblommer
3 dl fløde
Saft fra 2 citroner
Revet skal fra 1 økologisk citron (kan udelades)

Fremgangsmåde

  • Husblas lægges i iskoldt vand et kvarters tid.
  • Sæt en skål over vandbad med citronsaft.
  • Når det er lunt vrides husblas og tilsættes til den varme citronsaft. Rør rundt indtil husblassen er helt smeltet og tag skålen af gryden.
  • Pisk æggeblommer, sukker og citronskal luftigt og sejt.
  • Pisk fløden til en let flødeskum i en anden skål.
  • Hæld citronsaften i æggesnapsen af et par omgange og vend det forsigtigt rundt.
  • Vend herefter æggesnapsen i flødeskummet lidt af gangen.
  • Når moussen er ensartet er den færdig og kan hældes på portionsglas, en stor skål eller på kagen, afhængig af hvad citronmoussen skal bruges til.

Sæt den i køleskabet 2-3 timer, den sætter sig virkelig hurtigt.

Moussen kan holde sig 2-3 dage i køleskabet.

Luftig citronmousse

Pynt herefter med lidt flødeskum sprøjtet pænt ud med en sprøjtepose.
Du kan sagtens pynte dine dessertglas noget tid før servering. Bare sørg for at holde dem kolde indtil da.