
Det er godt nok lang tid siden at jeg har lavet en rigtig kage:). Tiden har bare ikke været til det, og med det, har lysten så nok også manglet lidt. Men da endnu en kollega spurgte om jeg havde lyst til at lave en kage til hende, tænkte jeg at nu måtte det være.
Nicoline blev 7 år og skulle ha en rigtig tøse kage. Så den lyserøde farve var meget oplagt. Tanken om prinsesser og kroner kom stille snigende i mit baghovedet;), og sådan endte det altså. Kagen består af Mud cake bunde (25 cm rund form) med hindbær mousse og nutella creme. Smurt op med smørcreme og betrukket med fondant fra kagebutikken.
Diademet var rigtig sjovt og overraskende nemt at lave. Det er selvfølgelig lidt af et pille arbejde, men jeg hyggede mig helt vildt med det. Jeg brugte min sugar gun, men man kan sagtens bare rulle “pølser” ud med hænderne og bruge. Se min how to.
Sølvfarven på diademet, blomsterne, bogstaverne og glasur kanten er fra Rainbow dust, noget jeg for nylig har fået hjem i min shop og skulle afprøve. Det var faktisk lidt svært at male med syns jeg, for man skulle ikke tage for mange pensel strøg det samme sted, før at malingen røg med af igen. Men med lidt øvelse fik jeg fat i det, og resultatet blev helt vildt godt. Bedøm selv.
