Lagkagebunde

Min kage hæver kun i midten, det er nok en søgning på Google de fleste af os har lavet. Men det er altså også virkelig irriterende, for det betyder tit at kagen man laver ikke bliver høj nok. Især hvis det er en kage til lagkagebunde, som skal deles i flere bunde. Så står man med en kage der ligner noget nær en vulkan, og kan kun få 2 bunde ud af den. Derfor har jeg lavet indlægget her: Sådan får du en jævn bagt kage.

Men jeg har efter lidt research, fundet ud af hvad det er der sker, når den her bule i midten opstår og hvad man kan gøre for at undgå det. For der er faktisk en løsning, en lidt primitiv løsning hvis I spørger mig, men det virker altså.

Sådan får du en jævn bagt kage

Når man bager en kage i ovnen bliver kanten af kagen bagt hurtigere end midten. Det vil sige at kanten af kagen “sætter” sig og stopper med at hæve, samtidig med at midten af kagen fortsætter med at hæve. På den måde opstår den noget ujævne kage med en stor bule i midten. Det vil sige at du ender op med en kage med hårde kanter, som er tørre og måske lidt brændte. Samtidig kan du også risikere at ende op med en vulkan lignende kage, hvor den rå dej bryder op og får kagen til at revne i midten.

Her vil nogen så tænke at man jo bare kan skære toppen af, og ja det kan man også. Men jeg har selv oplevet flere gange nu, kun at ende ud med 2 bunde, hvor jeg egentlig skulle bruge 3. Simpel hen fordi at kanten af kagen ikke har nået at hæve særlig meget. Det er ret irriterende, for så skal man ud i at bage endnu en kage.

Men ved at bruge denne metode med det våde klæde, kan du undgå disse “vulkan” kager. Denne metode er meget brugt i Amerika og jeg ved at Wilton har haft et produkt meget lig disse klæde striber. Bagetid har nu fået dette produkt på hylderne.
Herunder følger instruktioner for metoden.

Kageform med håndklæde

Sådan får du en jævn bagt kage

Jeg har taget et lille håndklæde, målt min form og klippet en stibe af så det passede til formen. Meget simpelt ik? Herefter gøres klædet vådt, ikke så det drypper, men det skal være godt vådt. Dette trin er SUPER vigtigt, da klædet ellers kan sætte i brand.

Det våde klæde gør, at varmen ikke trænger nær så hurtigt igennem kanten af formen, men varmer og bager kagen jævnt. På denne måde undgår du også de hårde tørre kanter, da de jo ikke er færdigbagt lang tid før midten.

Kageform med håndklæde 2

Du sætter klædet sammen med et par clips eller bind en knude hvis det er langt nok. Tag for guds skyld højde for, at det du bruger ikke kan smelte.

Lagkagebunde 4

Fyld dejen i formen og i ovnen med kagen. Min kage bagte 35 minutter og det fungerede helt fint med klædet omkring. Jeg tror dog, at jeg næste gang vil tage klædet af under bagningen når overfladen har sat sig. Det vil være langt mere sikkert.

Lagkagebunde

Herover ser I den færdige kage. En fin flad lagkagebund, med bløde kanter. Den var lige til at dele i 3 tynde bunde.
Jeg vil nok bruge denne metode fremover, men ikke uden forbehold.
Et godt alternativ kunne være, at bage bundene en af gangen.

Kender I bedre metoder til at få en jævn kage, må I meget gerne komme med en kommentar herunder mit indlæg.

Opskriften på lagkagebundene finder I her.

Affiliate links

Siden her indeholder affiliate links. Det betyder, at der når du klikker på mine links, vil lægge sig en lille cookie hos dig. Hvis og når du evt. handler i den webshop, som jeg linker til, vil jeg modtage et lille beløb for dit køb. Dette har ikke betydning for det beløb du handler for, det er webshoppen der betaler mig.
Beløbet gør det muligt for mig, at prøve endnu flere kreative ideer af og dele med dig.
Tak fordi du støtter mit arbejde, det er værdsat.

18 Comments on Sådan får du en jævn bagt kage

  1. Hej Gert
    Det lyder som om at kagen er faldet sammen. Det kan ske hvis kagen ikke har været færdigbagt da den er taget ud af ovnen. Har du testet med en tandstik eller lign. inden du tog kagen ud? Jeg har også selv oplevet det hvis jeg har fået åbnet ovnen for tidligt under bagningen. Der kan også være andre årsager i forhold til ingredienserne du har brugt.
    Gode råd er at vente med at åbne ovnen for at tjekke undervejs, tjekke kagen med en tandstik eller lign inden kagen tages ud. Sørge for at ingredienserne har noglelunde samme temperatur inden du går igang med bagningen. 🙂

  2. Er der noget tips til det modsatte, at midten er lavere end yderkanten, godt jævnt faldende mod midten?

  3. Jeg har forsøgt med vådt avis papir og vådt stof. Jeg anbefaler IKKE avis papir da man kan lugte sværten i ovnen. Tilgengæld er jeg blevet ret glad for at bruge det andet alternativ – og med success. Jeg bruger gamle håndklæder og har brugt gamle stofbleer,hæftet med sikkerhedsnåle.

  4. Hej.
    Jeg har selv været uheldig med ujævne kager men så læste jeg mig frem til på nettet at hvis man tager lidt af dejen om langt kanten af formen så selve midten af dejen i formen ligner et hul på en vej så skulle man gerne få en jævn kage 😉

  5. Hej Anja
    Ja det var også et godt bud på hvordan man kan gøre det. Det må komme an på en prøve:). Skriv endelig igen hvis du en dag afprøver det:)

  6. Måske kunne man fryse formen inden dejen kommes i??? Så varer det jo længere tid inden kanten bliver varm

  7. Tak for tippet Annemette:). Det virker noget mere sikkert end risikoen for et viskestykke der bryder i brand;). Det må jeg prøve en dag:)

  8. Hej
    Jeg bager på nederste rille og aldrig ved mere end 150-160 grader. Så skal kagen have længere tid, men den hæver ikke op i midten.

    Mvh. Annemette

  9. Hej Elsebeth

    Jeg bruger samme strips selv om formen er højere/bredere end stripsene. Jeg synes ikke det gør en forskel. Jeg forsøger at sætte stripsene midt på formen. Når man bruger springforme sidder stripsen også uden på “klemmen” (et stykke fra selve formen), men det går også fint.
    Hilsen Nanna 🙂

  10. Hej Nanna

    Har det nogen betydning hvor høj formen er, for disse bage strips er som du selv nævner kun 4 cm høj og jeg har en form der ca. 8 cm høj?

    PFT tak for hjælpen.

    Hilsen Elsebeth

  11. Hej til jer alle. Jeg er ny i dette med at lave kager, og har kun haft 2 kurser i at arbejde med fondant, nu har jeg lovet at lave kage til en konfirmation, ja meget modigt. Men jeg har spurgt mig omkring for ville ikke gerne ud i det med at kagen blev for høj, jeg fik det svar at når jeg bagte kager så skulle jeg IKKE bruge varmluft men alm ovn, så ville det ikke blive så slemt. Den ville nok hæve en smule mere på midten men ikke mere end at det kunne skæres af. Så nu prøver jeg.

  12. Tak Nanna:). Så vil jeg overveje at få købt dem. Og nej avispapir ville jeg nok heller ikke bruge;)

  13. Hej Nanna
    Jeg fandt godt lidt om Wiltons bagestrips. Men jeg fandt også kritik om dem, fordi de kun passer til Wiltons egne forme? Hvad er din erfaring der? Jo det er da lidt pebret, men jeg synes det er okay, hvis de fungerer, og man kan bruge dem igen og igen:). Fungerer det med ovnlågen på klem virkelig? Jeg vil meget gerne finde et alternativ, da jeg ikke føler mig super tryg ved at smide et håndklæde i ovnen;)

  14. Jeg er heller ikke helt tryg ved de håndklæder. Andre bruger vådt avispapir, der ville jeg nok være mere nervøs!
    De passer fint til en rund form på 20 cm. De kan også sættes sammen med de medfølgende nåle, så de kan nå længere. Men ja, de har jo den længde de nu en gang har (2 stk a 4 cm høj og 75 cm lang), men jeg er nu glad nok for mine 🙂
    Mht. åben ovnlåge, så synes jeg faktisk det virker. Men jeg gør det kun ved lagkagebunde.
    Nanna 🙂

  15. Jeg bruger faktisk Wiltons bage-strips, når jeg bager kager der skal bag længe (drømmekage, citronmåne o.l.). De er lidt dyre (ca. 100 for 2 stk.), men de kan holde igen og igen. Dit råd er også fint og fungerer jo efter samme princip.
    Når jeg bager lagkagebunde, der ikke skal bage så lang tid, lader jeg ovnlågen stå på klem (sæt en træ-spatel eller lignende i klemme) de første 10 min, hvorefter lågen lukkes resten af bagetiden (også ca. 10 min). Dette gør jeg ved bunde, der bages som en hel bund og først derefter deles.
    Bager jeg bundene enkeltvis er lågen lukket fra start:)
    Kh Nanna

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *