Pistacie cupcakes med vanilje frosting

Har du brug for en nem opskrift på pistacie cupcakes? Jeg har en skøn skøn cupcake opskrift med pistacie lige her

Jeg har toppet disse lækre cupcakes med en skøn og simpel klassisk vanilje frosting. Men du kan også vælge en anden type vanilje frosting, eller måske en nem flødeskum.
Jeg fik ca. 28 pistacie cupcakes med hvid chokolade og vanilje frosting i mini udgave ud af denne opskrift. Jeg vil skyde på, at du kan få ca. 14 cupcakes af den almindelige størrelse. Jeg er ret vild med mini cupcakes, de har en helt fantastisk størrelse. Sådan en lille hapser, man lige har plads til i munden. Hvis du bager mini cupcakes skal du bruge mini papirsforme samt en bageform til mini cupcakes.

Ideen til disse fantastiske cupcakes kom fra en is variant, som vi er ret glade for herhjemme. Nemlig pistacie is med små stykker af hvid chokolade i. Den er virkelig skøn. Så tænkte jeg, at jeg måtte kunne lave det til en cupcake, så det gjorde jeg.
Jeg elsker at lade mig inspirere af forskellige andre fødevarer, når jeg skal lave kage opskrifter.

I får den bedste opskrift på pistacie cupcakes lige her.

Ingredienser til pistacie cupcakes

1 tsk. vanilje essens (eller 2 tsk. vanilje sukker)
1 1/2 dl sødmælk
155 g mel
1 1/4 tsk. bagepulver
1 knivspids salt
100 g hakket hvid chokolade (eller knapper)
60 g smør
220 g sukker
1 æg
50 g fint hakket/blendet pistacie nødder

Fremgangsmåde

  • Alle ingredienser skal have stuetemperatur.
  • Vanilje essens hældes i mælken.
  • Mel, bagepulver og salt blandes i en skål (evt. også vanilje, sukker hvis du bruger det).
  • Den hakkede chokolade blandes sammen med lidt mel, dette gør at den ikke falder så hurtigt til bunds i kagerne.
  • Pisk smør og sukker let og luftigt, det kan godt tage 5 minutters tid.
  • Tilsæt ægget og pisk det godt ind i dejen.
  • Melblanding og mælk tilsættes på skift af flere omgange
  • Pistacie “melet” vendes i dejen.
  • Herefter vendes den hvide chokolade i dejen.
  • Formene fyldes 2/3 op.
  • Bages i 10-15 min. ved 170 grader almindelig ovn.

Ingredienser til vanilje frosting

250 g smør (stuetemperatur og i papir, dem i bakke er for bløde)
500 g flormelis
Vanilje essens efter smag
Evt. en smule mælk til at justere konsistensen.

Fremgangsmåde

  • Pisk det hele godt sammen, jo længere tid du pisker jo mindre smørgul bliver frostingen.
  • Jeg har lavet swirls med 1B tyllen fra Wilton, og pyntet med små petunia blomster, som er præget i en mould.

Swirlen er egentlig ikke så svær at lave, da det jo er de små cupcakes jeg har lavet her.

  • Du sætter din sprøjtepose midt på kagen, lodret. Imens du trykker på sprøjteposen, laver du cirkel bevægelser, indtil du synes der er nok frosting på kagen.
  • Du kan evt. øve dig på noget bagepapir inden.
  • At swirlen holder sin form, som på billedet, afhænger udelukkende af frostingens konsistens. Er den meget flydende, vil din swirl flyde ud, og man vil ikke kunne se mønsteret fra tyllen.
Pistacie cupcakes med hvid chokolade og vanilje frosting

Pistacie cupcakes med fondant blomster

Søger du andre opskrifter på cupcakes, så tag et kig på min cupcake opskrift samling her på Annetteskager.