Lyse lagkagebunde bagt i bradepande - Annettes kager

Så har jeg endelig fået en nem opskrift på lagkagebunde bagt i bradepande på bloggen.

Nogle gange bager jeg mine lagkagebunde i en bradepande. Det går noget hurtigere, da bagetiden er ca. 10 min per bradepande. Så skal du bage fx 3 stk., så er det klaret på 30 minutters bagetid. Selvfølgelig længere tid i alt, da jeg laver en portion af gangen. Man kunne nok godt lave alle 3 portioner på en gang, men så står dejen jo og “arbejder” i skålen. Når den første portion er i ovnen. Alternativt kunne man måske smække 3 bradepander i ovnen. Det har jeg ikke selv prøvet, men måske du har erfaring med det. Skriv endelig herunder, hvis du har noget du vil dele omkring lagkagebunde bagt i bradepande. Som du kan se kan du sagtens bage lagkagebunde i en bradepande.

Bemærk at min opskrift er med smør, så det er ikke det man kalder sukkerbrødsbunde. Men de smager stadig fantastisk.

Ingredienser til lagkagebunde bagt i bradepande (bradepanden er 38 cm x 43 cm)

190 g smør
190 g sukker
3 æg
115 g mel
115 g kartoffelmel
1 1/2 tsk. bagepulver
1 1/2 tsk. vaniljepulver/sukker

Fremgangsmåde

  • Smør og sukker piskes hvidt og luftigt, det kan godt tage noget tid, så bare pisk løs.
  • Tilsæt et æg af gangen, og pisk det godt ind i dejen.
  • Mel og kartoffelmel sigtes sammen i en skål med bagepulver og vanilje sukker eller pulver. Tilsæt salt til mel blandingen.
  • Vend mel blandingen i dejen og bliv ved med at vende dejen rundt, indtil den er jævn og der ingen mel klumper er tilbage. 
  • Læg bagepapir på bradepanden og fordel dejen ud over hele bradepanden, skrab skålen godt så du får det hele med.
  • Bages ved 200 grader almindelig ovn i 8 min. Hold øje undervejs, og giv den lidt ekstra hvis den er for lys. Det kan dreje sig om minutter, så man skal virkelig være opmærksom.
  • Tag nu bradepanden med den færdige lagkagebund og sæt til afkøling.

Fremgangsmåde for lagkagebunde i bradepande - Annettes kager

Lagkagebunden tages ud af ovnen og køles lidt af. Tag et nyt stykke bagepapir og læg på køkkenbordet eller en rist. Jeg lægger en rist ovenpå den bagte bund og vender den hurtigt rundt. Pil bagepapiret af undersiden og lad nu kagebunden afkøle helt.

Afkøling af lagkagebunde bagt i bradepande - Annettes kager

Når lagkagebunden er helt afkølet, kan du skære mindre  lagkagebunde ud i den størrelse, som du skal bruge. Hvis bundene ikke skal bruges med det samme, skal de pakkes ind. Du kan fx lægge dem på et fad eller lign og pakke madfilm rundt om. Bundene bliver tørre, hvis de ikke pakkes ind. Du kan også lægge dem i fryseren til senere brug.

Fordelen ved at bage lagkagebunde i en bradepande

  • Bundene bliver med garanti gennembagt.
  • De er meget hurtigt afkølet.
  • Man skal ikke hen og dele en kage i flere bunde.

Et lille tip fra mig, er at gemme de rester af kagebund, som du skærer fra. Smid dem i en frysepose og i fryseren. Så har du lidt rester til en dag, du får lyst til at lave hjemmelavede romkugler.

Hjemmelavet roulade

Du kan også bruge denne opskrift på lagkagebunde til en lækker hjemmelavet roulade. Gør du det, kan du evt. strø lidt sukker ud på bagepapiret, inden du vender bunden rundt. Rul herefter bunden sammen mens den stadig er varm, og læg et viskestykke henover. Når rouladebunden er afkølet, rulles den ud og er nu klar til det du vil have i. Smør fx lidt syltetøj eller en lækker creme eller frosting udover bunden. Læg efter lidt frisk frugt eller strø med hakket chokolade eller nødder. Det er kun fantasien der sætter grænser, vælg det fyld du elsker. Du skal selvfølgelig bare huske, at bunden skal rulles sammen igen, så det skal ikke være alt for store stykker du putter i.
Rul rouladen sammen og sæt den i køleskabet, så den kan stå og sætte sig lidt inden servering. Er du marcipan fan kan du også lægge et lag marcipan udover rouladen eller du kan pynte med smeltet chokolade eller flødeskum. Det er som sagt frit slag her. Tag rouladen ud lidt før servering og skær den ud i lækre indbydende skiver. Det ser fantastisk ud når man rigtig kan se hvad der er indeni.

Lagkagebunde i springform

Denne opskrift på lagkagebunde har jeg også til springform her på bloggen. Forskellen er selvfølgelig mængden af ingredienserne og bagetiden. Jeg har erfaret, at det er lidt hurtigere at bage bundene her enkeltvis i en bradepande. Men det kommer selvfølgelig helt an på hvor store bunde du skal bruge.

Lagkagebunde med smag eller andet fyld

Har du lyst kan du tilføje fx citronsaft til dine lagkagebunde bagt i bradepande, eller en anden frugtsaft eller essens. Eller hvad med hakket nødder eller hakket chokolade. En lille håndfyld krymmel kunne også sætte fin kulør på de færdige lagkagebunde. Kun fantasien sætter grænserne. Tilføj det til dejen til sidst og vend det forsigtigt i.