Lagkage smurt op med ganache

Jeg har lavet chokolade lagkage til svigermor, som er blevet 60 år her i weekenden.

De eneste krav til kagen var, at fyldet skulle indeholde frugt/bær og noget med chokolade.

Jeg valgte at lave en lækker solbær mousse (dobbelt op af solbær + 1 ekstra blad af husblas), sammen med en ganache af mørk chokolade. Bundene er faktisk et eksperiment, så dem kan jeg ikke give en opskrift på endnu, der skal lige testes lidt mere;). Men de er lyse med lidt revet marcipan i.
Kagen er smurt op med en 1:1 ganache af mørk chokolade. Jeg må jo nok erkende, at jeg er blevet lidt varm på den her opsmøring med ganache istedet for fondant. Det er knap så sødt og meget hurtigere.
Jeg fik denne gang afprøvet min takket kageskraber (eller hvad sådan en nu hedder). Det synes jeg selv, gav et ret fint look til kagen. Man kan købe dem mange steder i forskellige prisklasser.
Det er ikke svært at bruge den, bare sørg for at der er et godt lag af ganache på siden af kagen, så du ikke får revet fyldet med ud når du kører den hen langs siden. Gør det efter du har smurt kagen op og sæt den så på køl bagefter. Gør du det omvendt, bliver ganachen for hård og mønsteret bliver ikke så fint.

Har du en firkantet kage som jeg, starter du med at sætte skraberen i et hjørne og holde den takket side så den flugter lodret med siden af kagen. Det er nemmest hvis den skraber, du bruger er firkantet, for så kan du lade undersiden røre bordet/underlaget når du kører skraberen fra det ene hjørne til det andet. På den måde sikrer du, at du holder skraberen helt lige, så resultatet også bliver helt lige.
Det er lidt svært at forklare, men jeg håber at det er til at forstå.

En lagkage til svigermor, smurt op med en lækker ganache af mørk chokolade.Lagkage smurt op med mørk chokolade ganache

Der er ingen tvivl om, at siderne og hjørnerne på min kage godt kunne have stået lidt skarpere;), men det kommer jo helt an på hvordan man ønsker den færdige kage skal se ud. Altså skal den bare stå helt skarp, eller må man godt se de små skævheder.

De lyserøde dutter

De lyserøde dutter på toppen er lavet med hvid chokolade ganache, her hedder forholdet 1:3, altså en dl fløde til 300 g hvid chokolade. Jeg har brugt lidt pulverfarve til at farve den lyserød. Det var noget af en proces af lave de dutter, for der var jo plads til mange. Jeg er lidt typen der får ideer undervejs, og ikke altid gennemtænker det. Min ganache var noget hård til at starte med, og svær at få ud af sprøjteposen. Men efter lidt tid imellem mine hænder i sprøjteposen, var den pludselig meget blød. Så det skulle jeg lige lure i forhold til hvor hårdt man skal trykke. Jeg lærer faktisk noget nyt, hver gang jeg laver en kage, også selvom jeg snart har bagt en del år. Jeg har brugt en lille stjernetyl som denne, samt en sprøjtepose.

Lagkagesnit

Her får I lige et kig indeni kagen. Det er sjældent at jeg får snittet af kagen med, da jeg ikke har mit kamera, når kagen skal spises. Men her kan man tydeligt se, hvor intens solbær moussen var, fordi den lige fik dobbelt op af solbær.

 Lagkage til svigermorlagkage 3

Ovenpå de små dutter har jeg sat guldkugler, endnu et stort ugennemtænkt projekt, som tog virkelig lang tid. Men det altsammen gik og kagen var lækker.

Affiliate links

Siden her indeholder affiliate links. Det betyder, at der når du klikker på mine links, vil lægge sig en lille cookie hos dig. Hvis og når du evt. handler i den webshop, som jeg linker til, vil jeg modtage et lille beløb for dit køb. Dette har ikke betydning for det beløb du handler for, det er webshoppen der betaler mig.
Beløbet gør det muligt for mig, at prøve endnu flere kreative ideer af og dele med dig.
Tak fordi du støtter mit arbejde, det er værdsat.

2 Comments on Lagkage til svigermor

  1. Hej Marie
    Jeg beklager det meget sene svar, men jeg har holdt en lang pause fra bagningen og min hjemmeside 🙂
    Jeg har brugt en helt almindelig firkantet bageform. Jeg er jo lidt en kagenørd, så jeg har forme i alle mulige former 🙂 Man kan godt bage i sådan en udtræksform uden bund, altså hvor der kun er kanten. Man sætter den bare oven på bagepapiret og hælder dejen i. Afhængig af kvaliteten af kageringen, kan der løbe dej ud under den. Jeg har ikke selv super meget erfaring med det, da jeg som sagt har masser af forme til at bage i 🙂

  2. hvilken form har du brugt til at lave den firkantet form ? Skal der være bund i, når man bager lagkagebund ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *