Svampede banan muffins med jordbær - Annettes kager

En lækker opskrift på banan cupcakes med jordbær frosting og et skønt halvt jordbær.

En opskrift på banankage i bradepande, er også at finde her på bloggen. Denne opskrift på banan cupcakes med jordbær frosting er fantastisk og jeg har brugt den i mange år. Den skal helst være lidt kølig når den serveres. Det at der skal creme fraiche i dejen, gør bare at du ender ud med nogle helt særlige cupcakes med banan. 

Ingredienser til banan cupcakes (30 stk.)

225 g smør
400 g sukker (oprindeligt mål er i cups, derfor det skæve tal)
4 æg
2 ½ dl creme fraiche
425 g mel
2. tsk bagepulver
5 modne bananer

Fremgangsmåde

Alle ingredienser skal gerne have stuetemperatur.

  • Smør og sukker røres til en blød, luftig, cremet masse.
  • Æggene tilsættes et efter et.
  • Herefter tilsættes creme fraiche.
  • Når det er rørt godt sammen, sigtes mel og bagepulver i dejen af et par gange.
  • Til sidst vendes de moste bananer i.
  • Dejen fyldes i papirs forme, ca. lidt mere end halvt op.
  • De bages i ovnen ved 175 grader i ca 25 min.
  • De færdigbagte banan cupcakes stilles til afkøling på en rist, så de kan blive klar til topping.

Ingredienser til jordbær frosting

250 g smør (stue temp)
630 g flormelis
1 tsk. vanilje essens
Lidt sødmælk (stue temp)
1-2 dl blendet jordbær (50-100 g)

Sørg for at alle ingredienser har stuetemperatur.

Fremgangsmåde

    • Alle ingredienser, med undtagelse af jordbær, piskes sammen til det er let og luftigt.
    • Blendet jordbær tilsættes og piskes ind i frostingen.
    • Hold øje med konsistensen undervejs så frostingen ikke bliver alt for flydende. Det er ikke sikkert alt den blendet jordbær skal tilsættes. Smag dig også frem undervejs.
    • Bemærk at hvis dine jordbær ikke har stue temperatur, vil din frosting skille. Dette kan reddes ved at sætte den på køl 1/2-1 time, og derefter piske op igen. På den måde vil alle ingredienser opnå samme temperatur og samle sig igen.

Frostingen fyldes på en sprøjtepose, og du er klar til at pynte dine cupcakes.

11 Comments on Banan cupcakes med jordbær frosting

  1. Hej Trine
    Det kan du sagtens gøre. Jeg tror faktisk, at det vil være ret lækkert med den friske og lidt syrlige smag af hindbær til banan cupcakes:)

  2. Hej Annette.

    Jeg skal forsøge mig med cupcakes til min datters fødselsdag i Januar. Vil man kunne skifte jordbærfrosting ud med hindbærfrosting til bananmuffins?
    Vh Trine

  3. Hej Inger
    Åhh øv jeg ser først dit spørgsmål nu. Men jeg ville personligt ikke sætte cupcakes på køl for længe, men lige disse banancupcakes plejer godt nok ikke at tage skade af det. Tværtimod er de lækre når de er kolde. Det med at fryse er lidt svært, for jeg oplever selv at papirsformene løsner sig, når jeg tager dem ud af fryseren igen. Men om det bare har været uheld pga dårlige papirsforme, ved jeg ikke. Lad mig høre hvordan du løste det og hvordan det gik:)

  4. Hej Annette. Jeg elsker din blog,- den sætter prikken over i’et på min datters fødselsdag hvert år 🙂 Tredie omgang bagning er sat i ovnen, denne gang disse fine cupcakes som skal serveres for børnehaven på onsdag. Derfor mit spørgsmål,, ville du fryse disse eller stille dem på køl til onsdag? Vh Inger

  5. Hej Freja
    Ja du kan til hver en tid skifte en type vanilje ud med en anden, vaniljestænger er virkelig lækre, så brug endelig det:). Og ja du kan også godt bruge frosne jordbær, bare sørg for at de ikke er meget kolde når du laver frostingen, for så vil den skille:)

  6. Kan man bruge vaniljestang istedet for essens? og kan man bruge frosne jordbær istedet for friske? 🙂

  7. Hej Anne-Sofie og tak for de søde ord:)
    Disse cupcakes kan sagtens laves dagen før, faktisk er de lidt bedre efter lidt tid i køleskabet;). Det samme gælder frostingen, bare lav dem helt færdige dagen før og sæt dem på køl. Dog ville jeg vente med fondant pynt til lige inden de skal serveres:). Ellers kan du risikere at det klasker sammen.

  8. Sikke mange lækre ting du laver:-)
    Kan disse laves dagen før, også frosting? I så fald nogle råd?:-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *