Hvilken frosting skal du vælge

Pink frosting

Hvilken frosting skal du vælge?

At vælge hvilken frosting man skal bruge til sin kage kan være temmelig svært. For der findes rigtig mange varianter af frosting. Valget er ikke umuligt, men det kommer helt an på hvilken kage du skal bruge din frosting til, og hvad du er til smagsmæssigt.

En frosting kan være noget du topper dine cupcakes med, smører din kage op med, fylder din kage med, pynter dine cookies med, bruger til dine cake pops osv. Mulighederne er uendelige, så jeg kunne blive ved.

En frosting kan bestå af forskellige ingredienser såsom smør, flormelis, flødeost, æggehvider og sukker (marengs), æggeblommer, fløde osv. Jeg kender bestemt ikke til alle frostings, så indlægget her er med de frostings som jeg selv plejer at bruge.

En frosting vil, afhængig af ingredienserne, være enten hvid eller lidt gullig. Men du kan sagtens farve den. Her anbefaler jeg gelefarver (pastafarver, se link nederst) da de ikke er flydende. Du kan sagtens bruge almindelig frugtfarve fra supermarkedet men farverne bliver ikke så intense, medmindre du tilføjer virkelig meget farve. Derudover er farverne flydende, og vil gøre din frosting mere tynd i konsistensen. Dette kan være et problem, hvis du vil sprøjte den ud med sprøjtepose.

En røremaskine er fantastisk til sådan et job som en frosting, så kan du lave flere ting samtidig. En el-pisker er også udemærket til det, men der skal du i nogle tilfælde have godt med tålmodighed.

En sidste vigtig detalje er, at alle ingredienser skal have samme temperatur, altså stuetemperatur. Tilsætter du for eks. blendet frossen jordbær, som stadig er meget koldt, til en blød smør/flormelis frosting, så vil det gå galt og din frosting vil skille. Den kan stadig reddes, du smider bare skålen på køl eller en tur i fryseren. På den måde får alle ingredienserne i frostingen samme temperatur, og du kan nu piske den op til en lækker frosting.

Med hensyn til holdbarhed på de forskellige frostings er det meget forskelligt hvor lang tid de holder sig friske. Det har jeg skrevet lidt om under hver opskrift.
Når jeg har pyntet mine cupcakes eller kager, så sætter jeg dem altid i køleskabet. I nogle tilfælde kan du godt lade kagerne stå 1 dag på køkkenbordet, men det er ikke noget jeg selv praktiserer.

Herunder får du nogle af mine opskrifter på frostings

 

FrostingDen klassiske vanilje frosting (til ca. 24 cupcakes med lille swirl)
250 g smør i papir
500 g flormelis
Vanilje essens
En smule væske til at justere konsistensen med

Den første frosting kalder jeg “den klassiske” frosting. Den er nem og hurtig og smager rigtig godt. Denne type frosting har et groft udseende.
Den består af 1 pakke smør i papir (250g, stuetemperatur), det behøver ikke at være lurpak. De billige kopier fra for eks. Rema1000 og fakta fungerer også helt fint. Rigtig mange opskrifter siger usaltet smør, men jeg kan altså ikke smage forskel, så jeg bruger den saltet. Grunden til at jeg vælger dem i papir, er at de giver en mere stiv frosting. Det er en klar fordel, når du skal sprøjte din frosting ud med en tyl, for så holder den bedre formen. Jeg har selv dårlig erfaring med blandingsprodukter i bakke, da de bliver så hurtigt bløde. Men jeg har læst om andre, der godt kan bruge det.
Får du ikke taget din smør op i god tid, pisker du den bare lidt for sig selv, så bliver den hurtigt blød.
Samt 1 pakke flormelis (500g) og lidt vanilje essens eller kornene fra 1 vaniljestang.
Derudover tilsætter jeg som regel en smule mælk til at justere konsistensen med, ellers synes jeg personligt, at den bliver for hård til at sprøjte swirls med. Swirls er de dekorative toppe du for eks. laver på en cupcake med en tyl, som på billedet herover.

Istedet for mælken og evt. vaniljeessensen kan du tilsætte lige hvad du har lyst til. For eks frugtsaft/revet skal (citron, lime, appelsin), syltetøj, kokosmælk, spiritus, smeltet chokolade, marcipan osv. (Er det bare en smule vådt, kan det sagtens erstatte mælken).
Med hensyn til hvad du kan tilføje til din frosting, er mulighederne uendelige, det er din fantasi der sætter grænserne.
Du kan opbevare frostingen i køleskabet dækket til i 1 uges tid, så du kan sagtens lave den klar før tid. Har du rester tilbage kan du evt. fryse det ned, og have det liggende nogle måneder.

Fremgangsmåde
Pisk smør og flormelis let og luftigt til det er næsten hvidt. Start forsigtigt, så der ikke står en støvsky op fra skålen. Det er vigtigt at du pisker længe, da den færdige frosting ellers kan smage meget af smør. Tilsæt dit valg af smag (essens, syltetøj, blendet frugt osv.) og pisk igen. Se mere detaljeret fremgangsmåde under linket i overskriften.

Denne frosting kaldes også en smørcreme og er derfor også rigtig god til at smøre kager op med. Når den kommer på køl bliver den meget stiv, og det hjælper til, at din kage holder formen flot, når du betrækker den med fondant eller marcipan.

Fordi frostingen bliver så hård af at stå på køl, kan du pynte dine cupcakes med pynt/krymmel lige efter at den er sprøjtet på. Men du kan også tage dem ud i god tid og pynte dem. Frostingen skal bare lige have lov til at stå og blive lidt blød igen, ellers sætter pynten sig ikke fast. Da denne frosting bliver så hård af at stå på køl, skal kagerne lige have lov til at stå lidt på køkkenbordet inden serveringen.

Brownie med swirl 5Marengs smørcreme/frosting (til ca. 30-35 cupcakes med mellem størrelse swirl)
8 store æggehvider
500 g sukker
690 g smør
Vanilje essens

Denne frosting findes der mange varianter af, og de kaldes mange forskellige ting alt efter fremgangsmåden eller hvilket land de stammer fra. Denne opskrift som jeg bruger hedder schweizisk marengs smørcreme (SMBC). Den består af, som navnet siger, marengs med smør. Jeg kan rigtig godt lide denne frosting, den smager godt og så har den en fantastisk flot glans. Brug godt med smag, da den ellers vil have en ret gennemtrængende smag af smør. Du kan evt. tilføje lidt mindre smør end det der står i opskriften hvis du synes at det er for meget.

Frostingen kan virke noget omfattende, da den består af en marengs, men den er bestemt det værd. Jeg har flere gange lavet den med blendet bær eller syltetøj (den nemme løsning) og det smager helt fantastisk. Jeg synes især den er rigtig god til børn.

Du skal bruge 8 middelstore æggehvider, 500 g sukker, 690 g blød smør (i papir) samt vanilje essens. Du kan finde opskriften med fremgangsmåde ved at følge linket i overskiften. Denne frosting kan du også bruge til, at smøre dine kager op med eller som fyld i en kage. Du kan som i den klassiske frosting længere oppe, tilføje alverdens slags smag, bare pas på hvis det er flydende. Prøv evt. med smeltet chokolade også, eller dulce de leche, det er super lækkert.
Denne frosting kan sagtens laves i forvejen og piskes op inden brug. Bemærk at hvis din marengs ikke er afkølet nok, når du tilsætter smør, så vil den falde sammen og blive flydende. Så skal den bare en tur på køl eller i fryseren, så bliver den god og klar til at piske op igen.
Frostingen kan holde et par uger i køleskabet og kan også sagtens fryses.


lækker creme cheese frostingCreme cheese frosting
(til ca. 12 cupcakes med lille swirl)
125 g smør i papir
200 g flødeost (ikke light produkter)
75 g flormelis

Denne opskrift har jeg selv sat sammen. Jeg har prøvet en del creme cheese frostings, men jeg har altid haft problemer med, at den bliver for blød. Det betyder, at man ikke kan sprøjte den ud, og det vil jeg altså godt kunne. Derfor har jeg eksperimenteret lidt med denne opskrift.

Frostingen smager af flødeost, og det er ikke alle der bryder sig om den smag. Jeg synes, at den passer rigtig godt til meget søde cupcakes som æble og kanel, og den passer også godt til min gulerods/æble cupcakes.
Du skal bruge 125 g smør, 200 g flødeost (aldrig light da du vil ende ud med en flydende frosting) og 75 g flormelis. Jeg har fravalgt vanilje essens, da jeg synes, at den kamuflerer smagen af flødeost. Den lille mængde af flormelis er for at undgå en meget sød frosting, det har jeg masser af opskrifter på i forvejen. Efter min mening skal en creme cheese frosting smage af creme cheese uden at være for sød.
Pisk smør godt blødt, da der ellers kan komme smørklumper i den færdige frosting. Tilsæt flormelis og pisk det godt ind i. Tilsæt til sidst smøreosten og pisk det hele godt sammen. Frostingen er nu klar til brug.

Chokolade creme cheese frosting

Herover ser du en creme cheese frosting med chokolade og kakao, den er super lækker og knap så sød som andre chokolade frostings, den kan varmt anbefales herfra. Klik på billedet for opskriften.
En creme cheese frosting kan godt laves før tid og piskes op igen inden brug. Den kan holde sig frisk minimum 1 uge i køleskabet og kan også fryses ned.

Hindbær og hvid chokolade frostingFlødebolleskum frosting (til ca. 15 cupcakes med en swirls som på billedet under her)
150 g sukker
75 g æggehvide (2 bægre Hedegaard fra Rema1000)
1/2 dl vand

Denne frosting er lidt anderledes end de andre, da den er meget let og luftig. Jeg er helt vild med at den bliver kridhvid, det er bare så flot.

Du skal bruge 150 g sukker, 75 g æggehvide ( jeg bruger 2 bægre fra Rema1000), 1/2 dl vand. Se fremgangs måde via linket i overskriften. Den her frosting bliver super luftig og smager præcis som flødebolle skum. Den er dejlig let i det, og smager rigtig godt ovenpå for eks. hindbær cupcakes. Denne frosting skal laves lige inden den skal bruges, den kan ikke, som andre frostings, piskes op igen inden brug. Du kan sagtens sprøjte den på dine cupcakes nogle dage før de skal spises, du skal dog bemærke, at der dannes en tynd hinde på frostingen. Smagsmæssigt har det intet at sige.
Igen er det en sirup du skal koge og hælde i æggehviderne, så den tager lidt tid. Men denne frosting er også det værd.
Vær opmærksom på kondens (hvis du putter dem i en lufttæt bøtte i køleskabet), det får frostingen til at flyde ud.


Chokolade cupcakes med frostingSkumfidus frosting
(til ca. 10 cupcakes med en stor swirl som på billedet herover)
2 æggehvider
200 g sukker
55 g glukosesirup
3/4 dl vand
Vanilje essens

Denne frosting smager helt fantastisk, især ovenpå en rigtig god chokolade cupcake. Den er cremet med en skøn smag af vanilje skumfiduser. Den er lidt blød, men alligevel fast nok til at du kan sprøjte den på dine cupcakes.

Frostingen her er nem, men alligevel lidt mere omfattende end et par af de andre, da du skal koge sukker og glukosesirup inden det tilsættes til de let pisket æggehvider. Men den er bestemt også det værd.

Du skal bruge 2 æggehvider, 200 g sukker, 55 g glucose, 3/4 dl vand samt vanilje essens. Du kan sagtens tilføje for eks. frugtsaft for at få en anden smag, men du skal stadig tilføje vanilje essens. Jeg ville ikke lave denne frosting før og sætte den på køl, da den umiddelbart ikke kan piskes op igen. Men du kan sagtens sprøjte den på dine cupcakes et par dage før de skal spises. Vær dog opmærksom på kondens (hvis du putter dem i en lufttæt bøtte og i køleskabet), det får frostingen til at flyde ud.
Den kan også nemt bruges til at smøre udover en kage. Det vil give et helt fantastisk look til kagen og du kan evt. farve den lyserød.

CupcakesVanilje frosting uden smør (til ca. 24 cupcakes med en ikke så høj swirl)
3 3/4 æggehvide (3 bægre past. fra Hedegaard Rema1000)
225 g sukker
1 vaniljestang

Denne opskrift er min seneste frosting til samlingen. Det er en marengs, som flere af de andre opskrifter også er, men i denne opskrift er der tilføjet korn fra en vaniljestang, hvilket gør den helt fantastisk. Se fremgangsmåden ved at følge linket i overskriften.
Denne frosting skal bruges med det samme og kan ikke piskes op igen. Man kan sagtens pynte sine cupcakes eller kage nogle dage i forvejen med frostingen, og opbevare dem på køl. Vær dog opmærksom på kondens (hvis du putter dem i en lufttæt bøtte), det får frostingen til at flyde ud.

Det var mine opskrifter.
Udover mine favoritter af frostings herover, kan du bruge flødeskum, ganache (chokolade og fløde) eller måske en lækker mousse som frosting. Du kan faktisk bruge lige præcis det du har lyst til.
Kig oppe i menuen og find frem til de forskellige frosting opskrifter jeg selv bruger. De fleste af dem er de samme som herover, blot med tilføjelse af lidt andre ingredienser, for at give en anden smag.

Jeg håber at indlægget her gør det lidt nemmere for dig som nybegynder, og dig der har lyst til at prøve en ny frosting. Jeg er som sagt ikke ekspert, og der findes sikkert rigtig mange andre gode frostings derude. Men disse er mine favoritter.
Når jeg søger nyt bruger jeg Google og gør det på engelsk, så kommer der mange flere ideer op.


Print Friendly

58 Comments on Hvilken frosting skal du vælge

  1. Anonym
    1. februar 2015 at 5:13 pm (2 år ago)

    Hej ! Jeg har lavet frosting (creme cheese – versionen)og sidder i den situation ligenu at den er simpelthen for blød ! Og den er slet ikke til at arbejde med .jeg har også sat den til køl, i køleskabet i ca 2 timer, men da jeg tog den ud, var den blød igen.
    Hvad kan jeg gøre for at redde den igen ?
    Min opskrift så således ud:

    60g smør
    160g flødeost
    200g flormelis

    Svar
    • admin
      1. februar 2015 at 7:39 pm (2 år ago)

      Det er en rigtig øv situation at stå i. Jeg har sammenlignet lidt med den opskrift som jeg selv har lavet og brugt til swirls. Når jeg sammenligner den med din, kan jeg se at flormelis indholdet er noget større. Da jeg eksperimenterede med opskriften, kunne jeg se at flormelis gjorde frostingen mere flydende. Plus at det i sidste ende også bare giver frostingen meget smag af flormelis, og det er jo ikke det vi vil have her. Jeg ved ikke om du allerede har gjort noget på nuværende tidspunkt. Men ellers vil mit råd være mere smør og flødeost. Og så aldrig light flødeost, hvis det skulle være årsagen. Jeg håber du finder en løsning:)

      Svar
      • Anonym
        2. februar 2015 at 1:25 pm (2 år ago)

        Jeg har faktisk kommet til at tilføje mere flormelis – igår .. Og jeg kunne virkelig ikke se, hvorfor det blev værre og værre. Jeg har brugt lurpakke smør, som du også kommer ind på i din blog at det er den rigtige at bruge i frosting. Flødeost har jeg købt fra Aldi bare almindelig 10kr og det er vist ikke light produkt.
        I svaret for oven skriver du at jeg skal tilføje mere smør, men gøre det ikke frosting mere flydende, da smørret smelter i frostingen.?

        Svar
        • admin
          2. februar 2015 at 7:33 pm (2 år ago)

          Nej smørret smelter ikke. Det bliver blødt ved stuetemperatur, men det smelter ikke. Det er netop derfor jeg altid bruger rigtig smør til mine frostings, fordi det holder formen på swirls. Angående flormelis: når man tilføjer flormelis til noget der i forvejen er flydende hjælper det ikke før du har tilføjet rigtig meget flormelis. Og så er det at smagen ikke længere er i nærheden af en rigtig creme cheese frosting. Jeg skal ikke kunne sige om det har noget at sige at du bruger flødeost fra Aldi, det tror jeg altså ikke. Så længe det ikke er et light produkt burde det ikke have betydning. Ellers prøv den opskrift jeg har lavet næste gang http://annetteskager.com/creme-cheese-frosting-til-swirls/ 🙂

          Svar
          • Malene Mortensen
            20. april 2016 at 6:37 pm (1 år ago)

            Jeg har fundet ud af at rækkefølgen på hvornår de forskellige ingredienser kommer i, gør en forskel på om den bliver fast eller flydende.
            Flødeosten skal ALTID i som det sidste!
            Først piskes smør og flormelis (evt vanilje Essen) og til sidst osten. Så bliver den altid fast

          • Annette
            24. april 2016 at 5:27 am (1 år ago)

            Hej Malene
            Tak for tippet:), det må da prøves af. Jeg har erfaret at smør i hvert fald skal piskes blødt først, så man ikke får de her dumme små smør klumper. Men jeg har ikke tænkt på at resten kunne have betydning. Det får jeg prøvet af:)

  2. Anonym
    2. februar 2015 at 7:46 pm (2 år ago)

    Mange tak for din hjælp . Jeg har nu tilføjet en masse flødeost og det ser rigtig fint ud .. Jeg vil også prøve at tilføje noget smør, for jeg kunne godt savne noget mere swirls – skal smørret så være stuetemperateret ? Inden jeg pisker den i frostingen ?

    PS. Det er en rigtig spændende blog du har lavet . Thumps up ! Keep up the good wrong.

    Svar
    • admin
      2. februar 2015 at 8:06 pm (2 år ago)

      Jeg er glad for at du kan bruge mine opskrifter og erfaring til noget;). Det er jo netop det der gør det sjovt at afprøve opskrifter og blogge om det. Ja din smør skal være blød inden du kan putte det i. Ellers kan du risikere at ende ud med en frosting med en masse små smør klumper i, det har jeg selv prøvet engang. Jeg starter normalt mine creme cheese frostings med at piske smørret blødt, for at undgå det. Skulle det ske alligevel, skal det hele bare en tur på køl. Så opnår hele massen den samme temperatur og den kan piskes ordentligt sammen.:)

      Svar
  3. Anonym
    2. februar 2015 at 7:51 pm (2 år ago)

    Forresten ! Hvilke sprøjtepose bruger du og nozzles? Udstyret til frosting . Hvilke udstyr kan du anbefale ? … Jeg vil gerne lave roser ud af frostingen

    Svar
    • admin
      2. februar 2015 at 8:15 pm (2 år ago)

      Jeg har lavet en lille link liste her http://annetteskager.com/hvilke-redskaber-er-gode-at-have/ Mine favorit tyller er de store stjerne tyller, både dem der er åbne og de lukkede. De må gerne være min. 1 cm i åbningen og gerne op til 2,5 cm. Så er de rigtig gode til swirls på cupcakes.:)

      Svar
  4. Anna
    10. maj 2015 at 8:51 am (2 år ago)

    Hej Annette 🙂 Tak for en god guide om frosting! Hvis man laver den “originale” frosting – altså den øverste du nævner – dagen inden man skal bruge den, skal den så piskes op igen inden brug eller kan den bare laves og gøres klar i sprøjtepose? Jeg vil lave en masse mini cupcakes til min datters barnedåb, og der skal jo gerne ikke gang i skåle og el-piskere når der står 60 gæster ved siden af 😉 jeg tænker at bage selve kagerne to dage før og opbevare dem i køleskab, og så lave frostingen aftenen før og pynte dem på dagen. Vi har ikke plads til de færdigpyntede cupcakes på køl. Har du evt. nogen tips? Og kan smør frosting tåle at stå ude (altså på cupcakesne) i nogle timer uden at falde sammen?

    Håber du har nogle tips 🙂

    – Anna

    Svar
    • admin
      10. maj 2015 at 7:32 pm (2 år ago)

      Hej Anna
      Skønt at min guide kan bruges:)
      Til dit spørgsmål er mit svar desværre ja. Du er nød til at piske din frosting op igen, hvis du laver den før den skal bruges. Hvis du fylder den på en sprøjtepose og lægger den i køleskabet, vil frostingen for det første blive helt hård igen, fordi der jo er smør i. For det andet, vil den, når du så tager den ud og lader den få stuetemperatur, have en meget mærkelig konsistens, hvis ikke du pisker den op igen.
      Denne frosting som jeg kalder den klassiske, kan sagtens klare sig uden at stå på køl i flere timer. Faktisk bruger man denne frosting meget i USA, og der står for ex. bryllupskager ude i mange timer inden de spises.
      Held og lykke med projektet:)

      Svar
  5. Anna
    11. maj 2015 at 1:16 pm (2 år ago)

    Tusind tak for det hurtige svar, så er der vist ingen vej udenom 😉

    Svar
  6. Tina B
    16. juli 2015 at 9:44 pm (2 år ago)

    Hej 🙂
    Fantastisk indlæg med forskellige frostings 🙂
    Jeg står og skal lave en bryllupskage, hvor de ønsker en kage smurt helt kridhvid op uden marcipan eller fondant. Tror du at flødebolleskum – frosting kan bruges til det ?
    Hilsen Tina

    Svar
    • Annette
      18. juli 2015 at 10:38 am (2 år ago)

      Hej Tina
      Det lyder som et spændende projekt:). Det kunne ellers være rigtig lækkert med flødebolleskum, men jeg ville personligt ikke gøre det. Så skal det i hvert fald på kagen lige inden serveringen. Hvis det er en mulighed ville jeg ikke være nervøs;). Og ellers kan du overveje en hvid chokolade ganache, som du smører på og lader stivne. Farven er dog ikke kridhvid, men hen af noget råhvid:). Og til sidst er der den klassiske smørcreme med smør og flormelis, den er super stabil:)

      Svar
      • Tina B
        18. juli 2015 at 10:42 am (2 år ago)

        Tusind tak for svar 🙂
        Den klassiske smørcreme er den mere hvid end hvid chokolade ?

        Svar
        • Annette
          18. juli 2015 at 10:53 am (2 år ago)

          Hmm, det er faktisk et rigtig godt spørgsmål. Det er nok noget af det samme. Men jeg sad faktisk og tænkte på at man må kunne farve både smørcremen og chokoladen med noget hvid pulver farve. Jeg ved at der er lavet noget der hedder ekstra hvid fra sugar flair i hvert fald.:). Ellers søg på google med noget i retning how to get buttercream/chocolate white:)

          Svar
  7. Carina
    25. oktober 2015 at 7:02 am (2 år ago)

    Hej Annette.
    Lækker side du har dig 😄
    Annette jeg skal lave en krydderkage med karamelmusse.
    Så skal der laves et monster i frosting. Jeg havde tænkte din karamel frosting. Men nu ser jeg disse muligheder du har her.
    Hvilken frosting typer tror du vil passe til krydderkage med karamelmusse?
    PS. Kagen skal pyntes som et monster med pels, så frosting skal kunne sætte sig og være fast.

    På forhånd tak.
    Carina

    Svar
    • Annette
      25. oktober 2015 at 4:16 pm (2 år ago)

      Hej Carina
      Tak for de søde ord om min side her:)
      Jeg tænker umiddelbart at den “klassiske” med smør, flormelis og vanilje essens vil fungere fint til det du skal bruge den til. Bare sørg for at den ikke er alt for “hård” i konsistensen, for så er den meget svær at sprøjte ud, især når det er pels du skal lave. Jeg plejer at tilsætte lidt mælk til min frosting for at gøre den mere blød:)

      Svar
  8. Lisbeth
    21. januar 2016 at 4:33 pm (1 år ago)

    Hej 🙂

    Vi holder min datters barnedåb nu på søndag, og jeg har i den forbindelse bagt chokolademuffins, der skal pyntes med den klassiske flødeostfrosting. Kan denne laves aftenen inden brug og opbevares i plastbøtte med låg? Hvis ja, skal frostingen så piskes op igen inden brug med elpisker? Eller er det nok at røre den igennem med ske/gaffel? Hvor længe, inden kagerne skal have frostingen på, skal denne tages ud af køleren? Og hvor længe holder kagerne sig pæne, når først frostingen er på?
    Er der ellers noget, jeg bør være opmærksom på?? Er en smule nervøs, da det er min debut med flødeostfrosting – og så lige på den store festdag 😉 Der findes så mange opskrifter på nettet, men hvis nu jeg dobler din op (jeg har 48 muffins), kan jeg så ikke forvente, at det slår til?

    Venligst Lisbeth 🙂

    Svar
    • Annette
      21. januar 2016 at 7:43 pm (1 år ago)

      Hej Lisbeth
      Det lyder som et rigtig spændende projekt:)
      Ja du kan sagtens lave frostingen dagen før og du skal så piske den op inden brug, for den vil stå og blive en smule hård når den står i køleskabet. Men jeg tror sagtens at du kan tage frostingen ud af køleskabet og piske den med det samme, så hård skulle den ikke gerne blive. Kagerne burde blive ved med at holde sig pæne efter at du har pyntet dem, med mindre at der er meget varmt i rummet, så kan frostingen godt stå og blive blød. Det gør nødvendigvis ikke noget, medmindre du har lavet høje swirls, som jo er pænest hvis de “står” pænt. Med hensyn til mængden så tror jeg at jeg ville prøve x 3, jeg er lidt usikker på om det andet er nok og det er bedre at have for meget end for lidt. Resten kan holde sig i køleskabet op til 2 uger. Men det kommer jo selvfølgelig an på hvor meget frosting du pynter med på hver cupcake. Et lille tip er at Netto for et par uger siden havde nogle store bøtter med 300 g flødeost til 20 kr. eller lign mener jeg det var.:) Det kunne jo tænkes at de havde flere tilbage:)

      Svar
  9. Inger
    17. februar 2016 at 1:30 am (1 år ago)

    Jeg håber du kan hjælpe mig, jeg står med en hindbær frosting der ikke smager af hindbær, men samtidig er den blevet til den flydende side 🙁 Er der noget at gøre? Eller er det bare at starte forfra (de skal bruges om 10 timer, så den bliver nok svær). Jeg har fulgt opskriften, dog kogte mine hindbær måske en smule længere end et minut.
    Tak for en fantastisk blog 🙂

    Svar
    • Annette
      17. februar 2016 at 6:54 pm (1 år ago)

      Hej Inger
      Du har jo nok fundet en anden løsning nu, men jeg ville alligevel svare dig. Hvis din frosting er flydende gætter jeg på at du har lavet en marengs smørcreme og tilføjet smørret mens den stadig var en smule lun. Sker det skal man bare sætte frostingen i køleskabet en halv times tid og herefter piske den op igen. Hvis den ikke smager af hindbær har du nok ikke tilsat nok hindbær. Men det er lidt svært at sige præcis hvad der er gået galt.

      Svar
      • Inger
        18. februar 2016 at 9:48 am (1 år ago)

        Tak for svar. Jeg startede forfra og brugte friske hindbær som jeg har gjort før, så det endte godt 🙂 Jeg tror ikke jeg fik pisket nok, selvom jeg piskede i over en time (smør og flormelis) og så forsøgte jeg med hindbærmarmelade for at få mere hindbærsmag og så blev den flydende. Næste gang starter jeg med at læse din tidsplan 😉

        Svar
        • Annette
          18. februar 2016 at 7:42 pm (1 år ago)

          Hej Inger
          Det lyder som et godt træk at starte forfra. Jeg vil mene at hvis det ikke har hjulpet at piske i over en time, så er den ikke til at redde. Og ja friske hindbær er altså bare virkelig lækkert i sådan en sød frosting:)

          Svar
  10. Mona
    30. marts 2016 at 6:52 pm (1 år ago)

    Hej Annette.
    Tak for dine gode opskrifter. Jeg vil gerne lave en kage med piskeflød og bananer inden i og opsmøre kagen med smørecrem. Kagen skal stå udenfor køleskabet i 2 timer før servering. Kan kagen holder sig uden at smelte og falde sammen?
    Mange tak på forhånd
    Mvh Mona

    Svar
    • Annette
      31. marts 2016 at 2:38 pm (1 år ago)

      Hej Mona
      Dejligt at mine opskrifter kan bruges:)
      Altså kagen vil nok ikke falde sammen af at stå ude i 2 timer. Jeg tror at hvis den er stabil (lavet i en bagering) og smurt op med smørcreme, så burde den kunne stå pænt. Noget andet er jo så temperaturen i forhold til flødefyld, men 2 timer gør nok ikke nogen skade, men det er ikke noget jeg har prøvet.:)

      Svar
  11. Carina
    14. april 2016 at 7:47 am (1 år ago)

    Hej Anette
    Jeg vil gerne lave cupcakes til mit Bryllup i Juli. Så jeg vil hører om hvilke nogen du kan anbefale som jeg evt kan fryse ned og gøre dem klar dagen før.

    venlig hilsen Carina

    Svar
    • Annette
      17. april 2016 at 7:32 pm (1 år ago)

      Hej Carina
      Altså det er jo i bund og grund en smagssag. Men hvis det var mig der skulle holde sommerbryllup så ville jeg lave citron eller lime cupcakes fordi de er så dejlig friske. Skal man lave dem lidt festlige i anledning af brylluppet, kunne man fylde noget i dem. Lidt mørk chokolade ganache (creme af mørk chokolade og fløde) eller en vaniljecreme. Af frosting kunne du så vælge en lækker marengs som er super lækker sammen med den lidt syrlige kage:). Der er også hindbær og hvid chokolade cupcakes, de er altså også lækre. Men kig på hvad du synes er lækkert og vælg ud fra det:). Held og lykke med projektet:)

      Svar
  12. Amanda
    15. august 2016 at 10:49 am (11 måneder ago)

    Hej,
    Tak for en rigtig god side. Jeg håber du kan hjælpe mig. Min søn ønsker sig en Monster kage med grøn eller blå “pels”. Jeg har tænkt mig at lave banankage bunde, men til overtræk som skal sprøjtes som pels, har jeg svært ved at finde ud hvad der egner sig bedst. En helt alm smørcreme som farves eller andet frosting fx en med flødeost. Det skal jeg både passe godt i smagen til en banankage, men også være nemt at sprøjte og se godt ud.
    Jeg vil pynte kagen dagen i forvejen, da jeg nok ikke kan nå det på selve dage.
    Håber du kan svare på det.
    Mvh
    Amanda

    Svar
    • Annette
      16. august 2016 at 7:58 pm (10 måneder ago)

      Hej Amanda
      Tusind tak for de søde ord om min blog, det er dejligt at jeg kan inspirere andre:). Lige umiddelbart tænker jeg at en hvilken som helst frosting med smør i egner sig. Jeg ville ikke bruge en marengs, da du pynter den dagen før den skal bruges. Hmm en creme cheese frosting er jo virkelig lækker sammen med banankage, og jeg er selv ret stor fan af den, da den ikke er så sød. Men den klassiske frosting med smør og flormelis ville også egne sig godt til monster pels. Bare tjek konsistensen undervejs, så du ikke får tilsat for meget væske. Frostingen må godt være lidt hård i det, så den holder formen. Dette afhænger jo af hvordan du vil lave pelsen. Jeg tænker en græstyl, men du kan også smøre kagen op og lave noget mønster med en palet:)

      Svar
      • Amanda
        24. august 2016 at 2:48 pm (10 måneder ago)

        Tak for svaret. Kan man egentlig bruge hvid chokolade ganache til at lave “pels” med? Smager det ikke bedre end smørcremen?

        Svar
        • Annette
          29. august 2016 at 8:43 am (10 måneder ago)

          Hej Amanda
          Ja det kunne helt sikkert være en god ide:). Så skal du lave den af 1 dl fløde til 300 g hvid chokolade. Det er blandingsforholdet, hvis du skal bruge mere så dobler du jo bare derop af:) Om det smager bedre er en smagssag, for hvid chokolade er også virkelig sødt.

          Svar
  13. Camilla
    18. august 2016 at 10:32 am (10 måneder ago)

    Jeg vil gerne beklæde en lagkage med frosting, men synes det er svært med smørcremen. Hvilken vil du mene er lettest at smøre ud. Den skal gerne være helt hvid. Den må gerne forblive blød. Jeg fik engang en bryllupsgave lavet af Markus Grigo, som var blød og meget lækker.. Ved du hvad han beklæder med?
    Mvh Camilla

    Svar
    • Annette
      18. august 2016 at 7:54 pm (10 måneder ago)

      Hej Camilla
      Hvis det skal være blødt, hvidt og lækkert kan jeg anbefale den frosting jeg har uden smør. Det er en marengs som bliver fløjlsblød, den er virkelig lækker. Men vent med at pynte den så længe du kan. Marengs ændrer en smule struktur når det står og sætter sig, men det har altså ikke indflydelse på smag og udseende:). Derudover er marengssmørcreme også blød og fin til at smøre en kage op med:)
      Jeg kender desværre ikke noget til en Markus Grigo, så det kan jeg ikke helt hjælpe dig med. Men jeg tænker at det måske kan googles, hvis han har en hjemmeside eller andre kender til ham.:)

      Svar
  14. Mette Bendixen
    21. august 2016 at 9:44 pm (10 måneder ago)

    Hej Anette

    Jeg skal lave en kage med lime og pinacolada mousse,som jeg skal smøre op og pynte med roser af frosting. Hvilken frosting ville du anbefale til opsmøring og pynt. Må også gerne være 2 forskellige?

    Mvh Mette

    P.s Super dejlig blog <3

    Svar
  15. Cathrine
    2. september 2016 at 8:54 pm (10 måneder ago)

    Hej

    Jeg skal lave bryllupskage til min søsters bryllup, og de vil helst have noget creme cheese frosting til omsmøring end smørcreme. Kan jeg bruge det, når kagen skal overtrækkes af marcipan og pyntes? Eller skal jeg bruge den klassiske smørcreme i stedet?

    Svar
    • Annette
      27. september 2016 at 9:07 pm (9 måneder ago)

      Hej Cathrine
      Jeg har desværre ikke selv prøvet at smøre op med en creme cheese frosting endnu. Umiddelbart tænker jeg at den er for blød til det, men prøv at søge lidt på Google omkring det:)

      Svar
  16. Eva Amstrup
    4. september 2016 at 2:48 pm (10 måneder ago)

    Hej Anette: Har siddet og læst på din blog vedr frosting som jeg så gerne vil prøve. Vi her guld b. til dec og ville så gerne selv lave en kage i evt 3 etager og så med frosting på. hvordan ved man hvor meget frosting der skal til , til sådan en kage for at have nok ? Det ved du garanteret — det bliver nok en springform på 26vm i bunden og en 24cm og slut en 20 cm lyder det flollet har jo aldrig prøvet det før

    Og kan man lave den dagen før , for på selve dagen har jeg jo ikke tid. Håber på hjælp mvh Eva

    Svar
    • Annette
      27. september 2016 at 9:12 pm (9 måneder ago)

      Hej Eva
      Det lyder som et spændende projekt du skal igang med:). Jeg kan ikke fortælle dig præcist hvor meget du skal bruge, men jeg ville personligt nok bruge opskriften med 250 g smør og gange den med en 5 stykker. Heller for meget frosting end for lidt;). Og ja du kan lave kagen 2 dage før, det har jeg gjort masser af gange uden at der sker noget ved det:)

      Svar
  17. Sine
    9. oktober 2016 at 12:35 pm (9 måneder ago)

    Hej Annette. Dejlige opskrifter og beskrivelser du har 🙂 Jeg skal bage en kage til min søns barnedåb, vil lave en “Black Magic” chokoladekage til bunde, og så have hindbær mousse i mellem. Jeg har tænkt mig at smøre kagen op og lave rose frosting på kagen. Så er mit spørgsmål, kan man smøre kagen op og dekorere aftenen inden? Eller skal det gøres “så sent” som muligt inden den skal spises? Og hvilken slags frosting ville du bruge til det formål? Håber du har tid til at svare. Pft – mvh Sine 🙂

    Svar
    • Annette
      25. oktober 2016 at 8:41 pm (8 måneder ago)

      Hej Sine
      Selvfølgelig har jeg tid til at svare, men om det er tids nok i forhold til dig projekt ved jeg så ikke. Jeg forsøger:)
      Du kan sagtens lave kagen dagen i forvejen, det er der ingen problemer i:). En god frosting til de her roser er den klassiske frosting af 250 g smør og 500 g flormelis. Men du kan i bund og grund bruge de andre frosting med smør også. En marengs frosting ville jeg ikke bruge allerede dagen i forvejen.:)

      Svar
  18. Tanja
    13. oktober 2016 at 10:13 am (9 måneder ago)

    Hej Annette
    Jeg vil lave citronmåne-muffins til min datters 1 års fødselsdag i næste uge, hvor jeg laver et pink kagebord. Jeg tænker derfor at det kunne være så fint med en lækker pink frosting swirlet på toppen. Jeg laver kagerne 1-2 dage før da jeg ikke vil stå med for meget arbejde på selve dagen (vi skal også have andre kager samt boller). Hvilken frosting vil du anbefale til sådan et projekt for en som aldrig har prøvet det før? Hvad skal jeg putte i frostingen så den får en lækker pink farve?

    På forhånd tak 🙂

    PS tror du det er ved at være koldt nok til at kunne opbevare kagerne udenfor 1-2 dage før serveringen?

    Svar
    • Annette
      25. oktober 2016 at 8:36 pm (8 måneder ago)

      Hej Tanja
      Ja jeg kan se at mit svar nok kommer lidt for sent, det beklager jeg. Jeg håber at du fandt en løsning.
      En god frosting som er nem for de fleste er den klassiske frosting af 250 g smør og 500 g flormelis samt noget essens. I det her tilfælde ville jeg tilsætte friske hindbær som også farver lidt, men om det er helt nok er jeg ikke sikker på. Så skal du ud og have en gelefarve, ikke frugtfarve, da det kan gøre frostingen flydende.
      Puha om det er koldt nok til at have kagerne udenfor? Måske, det er jo i hvert fald ikke varmt mere og heller ikke frostvejr endnu.:)

      Svar
  19. Helene Hjorth
    24. oktober 2016 at 6:38 pm (8 måneder ago)

    Hej Annette
    Tak for en dejlig blog!
    Jeg har efterhånden lavet en del kager også med fondant, men er nu i den situation at jeg skal finde en opsmøring som ikke indeholder smør eller mælk pga allergi.
    Har du nogen erfaring med opsmøring uden smør eller mælk? Fx din skumfidus frosting? Har ikke lyst til at bruge palmin.
    Har også kokosolie i overvejelsen, men ingen erfaring med det.

    Vh Helene

    Svar
    • Annette
      25. oktober 2016 at 8:13 pm (8 måneder ago)

      Hej Helene
      Jeg er super glad for at du kan lide min blog:).
      Når det kommer til opsmøring af en kage uden smør, vil jeg anbefale ganache. Det er chokolade og fløde, som får lov til at sætte sig. Jeg har brugt det på denne kage, og skriver lidt om det i indlægget. Skumfidus frosting eller anden marengs kan desværre ikke bruges, da det ikke bliver hårdt. Hvis du skal bruge det som opsmøring under fondant, skal det være noget som holder faconen, så det vil jeg ikke anbefale dig at bruge. Jeg håber at mit indlæg kan hjælpe dig lidt, og ellers spørger du bare igen:)

      Svar
  20. Camilla
    1. december 2016 at 10:00 am (7 måneder ago)

    Hej Annette

    Tusind tak for en rigtig god blog!

    Jeg skal lave kage til min søns barnedåb på søndag (ved godt jeg er lidt sent ude, men håber du kan nå at svare). Det er en lagkage med lysebunde, chokolade- og hindbærmousse, den skal være i to lag, hvor det nederste skal overtrækkes med blå fondant og det øverste pyntes med hvide roseswirls. Hvilken frosting tænker du er bedst til at lave roseswirls med? De skal jo blive siddende på siden af kagen 😛

    Mvh. Camilla

    Svar
    • Annette
      30. december 2016 at 11:10 pm (6 måneder ago)

      Hej Camilla
      Tusind tak for de søde ord om min blog og hvor er jeg ked af at jeg først nu har tid til at svare på dit spørgsmål. Jeg håber at du har kastet dig ud i projektet og afprøvet lidt forskelligt alligevel:).

      Svar
  21. Ida
    22. februar 2017 at 10:51 am (4 måneder ago)

    Hej Annette 🙂 det bliver første gang jeg kaster mig ud i frosting. Hvad er forskellen på konsistensen på den klassiske, marengs og skumfidusen?
    Mvh Ida 🙂

    Svar
    • Annette
      22. februar 2017 at 8:07 pm (4 måneder ago)

      Hej Ida
      Det lyder rigtig spændende med frosting debut:). Hmm marengs og skumfidus har nok samme konsistens, det er smagen der er forskellen. Sammenlignet med den klassiske er de 2 mere bløde i det, hvor den klassiske bliver sådan lidt mere hård når den har været på køl, pga at der er smør i.

      Svar
      • Ida
        22. februar 2017 at 9:53 pm (4 måneder ago)

        Så hvis jeg gerne vil have en lidt hård men cremet smag/konsistens så er det den klassiske jeg skal bruge 🙂

        Svar
        • Annette
          23. februar 2017 at 6:01 pm (4 måneder ago)

          Hej Ida
          Ja lige præcis:)

          Svar
  22. Simone Gregersen
    12. marts 2017 at 8:04 pm (4 måneder ago)

    Hej Annette 😊 Hvilken dejlig blog!!
    Jeg skal giftes til juni, og har planer om at lave to forskellige cupcakes med frosting på. Vi skal giftes om lørdagen, og der har jeg ikke tid til at lave dem. Mit spørgsmål er så, hvis jeg laver cupcakes og frosting dagen inden, og pynter dem, hvordan skal jeg så opbevare dem indtil lørdag eftermiddag?

    Mvh Simone 😊

    Svar
    • Annette
      13. marts 2017 at 7:49 pm (3 måneder ago)

      Hej Simone
      Tak for de søde ord:) og hvor lyder det som et skønt projekt med bryllups cupcakes:).
      Hvis du froster dem dagen før de skal bruges, ville jeg smække dem i køleskabet, så de holder sig friske. Med hensyn til pynt, alt afhængig af hvad det er for noget pynt, ville jeg nok få det gjort inden servering. Hvis du laver pynt af fondant og laver det i god tid, så det virkelig kan nå at tørre godt, så skulle det ikke have konsekvenser at det kommer på frostingen allerede dagen før. Men ellers så test det inden den store dag. Jeg har selv stået med fondant pynt som blev helt blødt og faldt lidt sammen, efter at det kom på kagerne og i køleskabet:)

      Svar
  23. Pia Bagger
    13. april 2017 at 11:59 am (2 måneder ago)

    Hej Annette. 😊

    Det er super dejlige opskrifter du,har lagt ud 🤗 hvilken frosting vil du anbefale til,at lave roser med ??

    Mvh. Pia Bagger..

    Svar
    • Annette
      25. maj 2017 at 9:45 pm (1 måned ago)

      Hej Pia
      Skønt at du kan bruge opskrifterne og jeg beklager meget mit sene svar. Den frosting uden smør som egentlig er en marengs er god til roser og de bliver fine blanke:). Men ellers kan du også bruge den marengssmørcremen 🙂

      Svar
  24. Louise QJ
    1. maj 2017 at 12:07 am (2 måneder ago)

    Hej Annette.

    Jeg skal lave cupcakes til min søster konfirmation som tilbehør til kaffen.
    Vi lavede en lille smagsprøve her sidste dag, men vi synes simpelthen at frostingen sammen med kagen bliver for “kvalm”. Har du en idé til en frosting, der måske knap virker så kvalmende? Hvis vi putter mindre på, bliver de jo ikke nær så flotte. Vi lavede frosting med flormelis, smør og farve + lidt mælk til at justere konsistensen. Vi lavede også med flormelis, smør, kakao og lidt mælk – den blev meget god – men alle skal jo ikke være brune 🙂 Håber du kan hjælpe.

    Bedste hilsener Louise.

    Svar
    • Annette
      8. maj 2017 at 9:51 pm (2 måneder ago)

      Hej Louise
      Undskyld det sene svar, jeg håber ikke at det er for sent. Et godt alternativ kunne være en marengs. Den er stadig sød, men meget let. Det er frostingen ud smør jeg har i tankerne. Alternativt er der en creme cheese frosting, den synes jeg personligt er virkelig lækker og ikke kvalm:)

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *