Hjemmelavet æbletærte

Æbletærte

Vi har fået en skøn hjemmelavet æbletærte med masser af kanelsukker og vanilje is her til aften. Alene duften er helt fantastisk:), men jeg elsker også virkelig kombinationen af æble og kanel.

Jeg har lavet en helt almindelige mørdej, haft den lidt på køl, inden jeg har rullet den ud så den passede i tærteformen. Jeg synes resultatet bliver bedst hvis den kommer lidt på køl så den bliver hård, ellers er det virkelig svært at rulle den ud, uden at den går i stykker.

Mørdej opskrift (til en tærteform på 26 cm i diameter)

200 g smør (koldt)
300 g mel
1 æg
2 spsk sukker
4 store æbler
Kanelsukker til at drysse udover æblerne lige inden bagningen.

Tænd ovnen på 200 grader almindelig ovn (ikke varmluft)

Fremgangsmåden for hjemmelavet æbletærte

Det hele hældes i en skål (med undtagelse af æblerne) og blandes sammen til en ensartet mørdej. Læg mørdejen på køl indtil den er fast og kold. Drys mel over køkkenbordet og rul din mørdej ud, så den passer i formen. Lav huller i tærtebunden og sæt den på køl mens du skærer dine æbler ud. Det skulle forhindre at tærten kravler alt for langt ned af kanten under bagningen.

Æbletærtebund

Jeg har lavet denne tærte rigtig mange gange og jeg plejer at skære æblerne i både og derefter i skiver. Men jeg så for nylig et billede af en æbletærte hvor æblerne var skåret i små tern, så det måtte prøves. Der er mange æbler, men det synes jeg jo er super lækkert. Synes du at det er for meget, så nøjes med 3.

Æbletærte fyldt med æbletern

Drys herefter med masser af kanelsukker. Men pas på med ikke at overdrive. Sukkeret smelter under bagningen og er der for meget, vil det lægge sig i bunden af din tærte og gøre tærten lidt for sød og våd. I hvert fald til min smag.

Æbletærte drysset med kanelsukker

I ovnen med tærten og bag den i ca. 30 min, hold dog altid øje, da ovne bager forskelligt:). Det ville være ærgerligt at ende op med en brændt tærte.

Færdigbagt æbletærte

Ud med tærten og lad den afkøle. Den er ret lækker hvis den er lidt lun når den serveres. Gør du det med is smelter den lidt, det er super lækkert, hvis du spørger mig;). Men du kan også bruge creme fraiche med vanilje, flødeskum, skyr eller noget helt andet.

Et stykke lækkert æbletærteDu kan også “bare” nyde tærten uden noget til, det smager også helt udemærket:)


Print Friendly

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *