Fyldt chokolade som bounty

Så fik jeg endelig kastet mig ud i det med hjemmelavet fyldt chokolade, nemlig fyldt chokolade med kokos.

Det tager lidt tid og kræver tålmodighed at lave fyldt chokolade selv, så jeg skulle lige have tiden til det. Derudover har jeg så mange ideer i mit hoved til lækkerier der skal afprøves her på bloggen, at jeg har svært ved at beslutte hvor jeg skal starte.
Jeg elsker selv fyldt chokolade. Det er sådan noget jeg nyder når børnene sover og jeg sidder i sofaen med benene oppe og en god kop te. Jeg nyder virkelig chokoladen.
Det kræver selvfølgelig lidt at lave det selv, men jeg synes personligt at det er det hele værd. Her får I min opskrift på kokosfyld i lys chokolade. Præcis som de skønne Bounty. Skal du lave fyldt chokolade til jul, ville jeg selvfølgelig nok vælge en anden type form. Det kunne fx være denne skønne halvkugle form. Du kan evt. sætte 2 halvkugler sammen når du fyldt dem, så du får en hel kugle. Det bliver så fint.

Fyldt chokolade med kokos

Fyldt chokolade med kokos
Disse ingredienser skal du bruge til at lave fyldt chokolade med kokos.

Her opover på billedet er de ting, som jeg har brugt.

  • En god lys chokolade som fx Callebaut, den smager helt fantastisk. Men du kan også købe lys chokolade fra supermarkedet til formålet.
  • 1 dåse kondenseret mælk (jeg har brugt Nestle med ca. 396g i).
  • 100g kokos mel
  • Lidt pink farve og glimmer (valgfrit) samt en chokolade form.

Jeg er bestemt ikke ekspert på det her chokolade område, men jeg har læst, at de her hårde plastic forme er de bedste. Jeg tror dog sagtens, at du kan bruge silikone forme, de er som regel meget billigere. Farven brugte jeg til kokos fyldet og glimmer var til toppen af chokoladen. Jeg dryssede det i formen inden jeg hældte første omgang chokolade i. Desværre skuffede det meget, og man kunne kun se pink farve, ingen glimmer effekt.

Fremgangsmåden for fyldt chokolade med kokos – lav dem selv

Det første du gør, er at lave kokos fyldet.

  • Du blander 1 dåse kondenseret mælk med 100 g kokos mel. Det er meget simpelt, rør det godt sammen og stil det på køl. Du kan sagtens bruge mere kokos mel, men jeg synes personligt, at det godt må være lidt snasket og ikke for tørt.
  • Jeg brugte en sprøjtepose til at sprøjte det i chokoladerne, det var noget nemmere at have med at gøre. Gør du det, kan du sagtens putte det på sprøjteposen når det er færdigblandet og lægge posen på køl. Uden at klippe hul endnu.
  • Så skal chokoladen tempereres, det er her udfordringen er. Jeg indrømmer gerne, at jeg indimellem ikke får gjort det ordentligt. Det kan man høre på “knækket” og se på farven når chokoladen er helt størknet. Men øvelse gør mester. Alternativt kan du købe chokolade knapper for Odense Marcipan, de er tempereret på forhånd, så de skal blot smeltes.
Fyldt chokolade med kokos
Skallerne laves af en lækker lys chokolade. Det smager bare bedst sammen med kokos fyldet.
Fyldt chokolade med kokos
Lækker kokos fyld, der smager lige som bounty.

Fyld formen med chokolade

  • Opover her har jeg først fyldt min form med chokolade og ladet den størkne en smule. Min chokolade var MEGET tyk, så det var ikke længe den fik lov til at stå. Fordi den var så tyk, var det svært, at få meget af den overskydende chokolade ud igen. Ikke at det egentlig gør noget, det er jo lækker chokolade. Men der blev bare ikke så meget plads til fyldet, som jo også er ret lækkert.
  • Når chokoladen er hældt ud og skallerne har fået lov at størkne helt, sprøjter du fyldet i. Pas på med ikke at fylde alt for meget i, der skal jo også være plads til “låget” af chokolade.
  • Jeg satte formen i køleskabet, så fyldet kunne sætte sig lidt. Hæld derefter mere tempereret chokolade over for at lukke af.
  • Chokoladerne kom på køl, for at sætte sig helt.
  • Formen var derefter lige til at banke ned i bordet, så de færdige chokolader kom ud.
  • Resultatet var meget meget lækkert, men jeg elsker også Bounty.
Fyldt chokolade
Et kig indeni den fyldte chokolade med lyserødt kokos fyld.

De smagte fantastisk og skal helt sikkert laves en anden gang. Du kan jo evt. lave dem til en barnedåb og farve kokosfyldet lyseblåt eller lysegrønt hvis det er en dreng. En sjov lille lækkerbisken til kaffen.
Udvalget af forme er enormt og du kan få lige den form du synes passer til temaet til din fest.

8 Comments on Fyldt chokolade med kokos – lav dem selv

  1. Pingback: Hjemmelavet fyldt chokolade med kokos - Annettes kager og andre lækkerier
  2. Hej Lissi
    Hvis du koger dåsen får du karamel ud af den kondenseret mælk. Til denne opskrift skal du bare bruge den kondenseret mælk så ingen kogning:)

  3. kondenseret mælk, skal dåsen koges, eller bruger du mælken lige fra dåsen?

  4. Hej Kirstine
    Det kommer jo lidt an på størrelsen af chokoladerne, men bruger du en “alm” chokolade form med ca. 18 chokolader vil jeg skyde på at du kan lave 3 omgange, altså ca. 54 stk., muligvis mere, da man skal passe på med at putte for meget kokosmasse i. Det har jeg først fundet ud af hen af vejen, og det er ikke så godt da man får huller i sin chokolade.
    Jeg håber at det kan hjælpe lidt:)

  5. Ledte efter en opskrift på kokosfyld til chokolader og fandt din. Hvor mange chokolader bliver der til af den portion fyld du lavede?

  6. Okay ville lave nogle af dem til en lille ekstra julegave, og har egentlig bedst tid i den her weekend, men det kan godt være at det lige tidligt nok…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *