Fyldt chokolade

Så fik jeg endelig kastet mig ud i det med hjemmelavet fyldt chokolade. Det tager lidt tid og kræver tålmodighed, så jeg skulle lige have tiden til det. Derudover har jeg så mange ideer i mit hoved til lækkerier der skal afprøves her på bloggen, at jeg har svært ved at beslutte hvor jeg skal starte.

Fyldt chokolade med kokos
Disse ingredienser skal du bruge til at lave fyldt chokolade med kokos.

Her opover på billedet er de ting jeg har brugt. En god lys chokolade som for eks. Callebaut, den smager helt fantastisk. Men du kan også købe lys chokolade fra supermarkedet til formålet. 1 dåse kondenseret mælk (jeg har brugt Nestle med ca. 396g i). 100g kokos mel, lidt pink farve og glimmer (valgfrit) samt en chokolade form. Jeg er bestemt ikke ekspert på det her chokolade område, men jeg har læst, at de her hårde plastic forme er de bedste. Jeg tror dog sagtens at du kan bruge silikone forme, de er som regel meget billigere. Farven brugte jeg til kokos fyldet og glimmer var til toppen af chokoladen. Jeg dryssede det i formen inden jeg hældte første omgang chokolade i. Desværre skuffede det meget, og man kunne kun se pink farve, ingen glimmer effekt.

Fremgangsmåden for fyldt chokolade med kokosfyld – lav dem selv

Det første du gør, er at lave kokos fyldet. Du blander 1 dåse kondenseret mælk med 100 g kokos mel. Det er meget simpelt, rør det godt sammen og stil det på køl. Du kan sagtens bruge mere kokos mel, men jeg synes personligt, at det godt må være lidt snasket og ikke for tørt. Jeg brugte en sprøjtepose til at sprøjte det i chokoladerne, det var noget nemmere at have med at gøre. Gør du det, kan du sagtens putte det på sprøjteposen når det er færdig blandet og lægge posen på køl. Uden at klippe hul endnu;).
Så skal chokoladen tempereres, det er her udfordringen er. Jeg indrømmer gerne at jeg indimellem ikke får gjort det ordentligt. Det kan man høre på “knækket” og se på farven når chokoladen er helt størknet.

Fyldt chokolade med kokos
Skallerne laves af en lækker lys chokolade. Det smager bare bedst sammen med kokos fyldet.
Fyldt chokolade med kokos
Lækker kokos fyld, der smager lige som bounty.

Opover her har jeg først fyldt min form med chokolade og ladet den størkne en smule. Min chokolade var MEGET tyk, så det var ikke længe den fik lov til at stå. Fordi den var så tyk, var det svært, at få meget af den overskydende chokolade ud igen. Ikke at det egentlig gør noget;), det er jo lækker chokolade. Men der blev bare ikke så meget plads til fyldet, som jo også er ret lækkert.

Når chokoladen er hældt ud og skallerne har fået lov at størkne helt, sprøjter du fyldet i. Pas på med ikke at fylde alt for meget i, der skal jo også være plads til “låget” af chokolade. Jeg satte formen i køleskabet, så fyldet kunne sætte sig lidt, og derefter hældte jeg mere tempereret chokolade over for at lukke af. Chokoladerne kom på køl, for at sætte sig helt. Formen var derefter lige til at banke ned i bordet, så de færdige chokolader kom ud. Meget meget lækkert, men jeg elsker også Bounty.

Fyldt chokolade
Et kig indeni den fyldte chokolade med lyserødt kokos fyld.

De smagte fantastisk og skal helt sikkert laves en anden gang:). Du kan jo evt. lave dem til en barnedåb og farve kokos fyldet lyseblåt eller lysegrønt hvis det er en dreng. En sjov lille lækkerbisken til kaffen:). Udvalget af forme er enormt og du kan få lige den form du synes passer til temaet til din fest.


Print Friendly, PDF & Email

8 comments on “Fyldt chokolade med kokos – lav dem selv”

  1. Ledte efter en opskrift på kokosfyld til chokolader og fandt din. Hvor mange chokolader bliver der til af den portion fyld du lavede?

    • Hej Kirstine
      Det kommer jo lidt an på størrelsen af chokoladerne, men bruger du en “alm” chokolade form med ca. 18 chokolader vil jeg skyde på at du kan lave 3 omgange, altså ca. 54 stk., muligvis mere, da man skal passe på med at putte for meget kokosmasse i. Det har jeg først fundet ud af hen af vejen, og det er ikke så godt da man får huller i sin chokolade.
      Jeg håber at det kan hjælpe lidt:)

    • Hej Lissi
      Hvis du koger dåsen får du karamel ud af den kondenseret mælk. Til denne opskrift skal du bare bruge den kondenseret mælk så ingen kogning:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *