Fastelavnsboller

Fastelavnsboller

Fastelavnsboller opskrift (14-16 stykker)

1 1/2 dl sødmælk
50 gær
500 g hvedemel
1 spsk. vaniljesukker
150 g blødt smør
1 stort æg

Fremgangsmåden for fastelavnsboller

Lun mælken en smule og opløs gæren heri. Bland mel og vanilje sukker sammen og tilsæt det til mælk og gær blandingen. Smuldr smørret i, tilsæt ægget og ælt det hele godt sammen.
Lad dejen hvile 30 min. et lunt sted, jeg bruger altid en plads op af en radiator.
Lav cremen imens dejen hæver. Du kan sagtens bruge en pulver creme hvis det skal gå lidt hurtigt.

Vaniljecreme

2 1/2 dl sødmælk
1/2 stang vanilje
3 æggeblommer
75 g sukker
2 spsk. Maizena

Fremgangsmåden for vaniljecreme

Del vanilje stangen og skrab kornene ud. For at få dem skilt godt fra hinanden tager du 1 tsk. sukker og blander kornene godt med det. Hæld det op i mælken og bring det hele til at koge, også stangen.
Pisk æggeblommer og sukker hvidt og luftigt. Tilsæt Maizena, men uden at piske det ind i massen. Når mælken koger, hældes den i æggemassen samtidig med at der piskes. Hæld derefter hele blandingen tilbage i gryden og kog det op under meget kraftigt omrøring.

Pas på det ikke brænder på. Lad det koge 1 minut eller til du synes at cremen har en fin konsistens, den må gerne være lidt tyk.

Tag den af varmen og sæt til afkøling. Den behøver ikke være kold når du skal bruge den, men den må heller ikke være kogende.

Se evt. billede guide til cremen

Rul dejen ud til et stort kvadrat, og skær små firkanter i størrelsen 10 x 10 cm. Læg en klat creme i midten af hver firkant. 2 gode spiseskeer er passende. Men tag højde for at du skal kunne lukke firkanten sammen rundt om cremen.

Tag nu de 4 hjørner og saml dem som bund på bollen. Når du gør det vil du få 4 nye hjørner som du samler sammen med. På den måde får du lukket bollen helt sammen. Jeg havde et par boller der ikke var lukket helt sammen, men cremen flød ikke ud af den grund.

Fastelavnsboller

Det er lidt svært at forklare, men jeg har desværre ikke billeder af selve samlingen. prøv dig frem, så giver det sig selv.

Lad bollerne hæve 20 minutter og pensl med lidt mælk. Bag dem i ovnen ved 180 grader (ikke varmluft) i 15-20 minutter.

Tag dem ud og afkøl dem fuldstændig.

Lav lidt glasur af flormelis og vand, evt. også lidt farve hvis du ønsker det. Jeg kan anbefale varmt vand, som får glasuren til at stivne hurtigere. På den måde undgår du at den flyder ned af fastelavnsbollen.

Opskriften her er fra Dr. Oetker og jeg synes at den er udemærket. Dog fik jeg ikke rullet min store firkant stort nok ud, så bollerne blev noget tykkere og derved lidt tørre i det. Men det ved jeg til næste gang.:).

Du kan vælge at tilføje lidt syltetøj ovenpå cremen, eller måske lidt chokolade som selvfølgelig vil smelte under bagningen. Det kunne være en super lækker lille overraskelse.


Print Friendly

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *