Chokolade cucpakes med skumfidus frosting.

Chokolade cupcakes med smeltet chokolade og skumfidus frosting er en skøn ny udgave af de chokolade cupcakes som jeg normalt laver

Chokolade cupcakes opskrift (12-16 stk)

30 g kakaopulver
120 g god mørk chokolade
240 ml kogende vand
175 g mel
2 tsk. bagepulver
½ tsk. salt
113 g usaltet smør (stue temp.)
200 g sukker
2 store æg (stue temp.)
2 tsk. vanilje (essens)

Fremgangsmåden for chokolade cupcakes med smeltet chokolade og skumfidus frosting

1. Kakao og chokolade blandes i en skål og kogende vand hældes over. Rør rundt indtil chokoladen er smeltet. Stil blandingen til side så den kan køle af.

2. Mel, bagepulver og salt blandes i en skål for sig.

3. Smør og sukker piskes let og luftigt i en anden skål. Æggene piskes i et af gangen. Tilsæt vaniljen. Tilsæt mel blanding, pisk kun blandingen til det lige er blandet. Tilsæt kakao/choko blandingen og rør indtil blandingen er glat.

Bages ved 190 grader (ikke varmluft) i 16-20 min, du kan teste med en tandstik undervejs hvis du er i tvivl. Jeg fyldte mine forme op med ca 1 cm fra kanten, og fik 12 cupcakes ud af det. I den oprindelig opskrift står der 16 stk. og det kunne der også sagtens ha været, hvis formene fyldes lidt mindre.

Skumfidus frostingen smager som navnet siger rigtig skønt af skumfiduser. Den sætter sig og danner en hinde, men ikke så meget som en rigtig skumfidus. Det kunne du dog sagtens gøre, altså lave skumfiduser med gelatine pulver. Men personligt vil jeg helst have en blød frosting oven på mine cupcakes. Ikke en frosting der sætter sig så meget som en skumfidus vil gøre. Her vil jeg helt sikkert anbefale, at bruge et sukker termometer. Men har du ikke et, kan du se når vandet er fordampet fra sukkermassen. Det er når du har en tyk sirup tilbage i gryden.

Det er en frosting der skal laves lige inden den skal bruges. Men den kan sagtens sprøjtes på dine cupcakes nogle dage inden de skal serveres. Den kan bare ikke laves og gemmes i skålen for så at piskes op inden brug. Har du lyst kunne du evt. også “riste” din frosting med en håndholdt gasbrænder. Det bruger de meget i USA.:)

Skumfidus frosting opskrift (til ca. 12 stk cupcakes)

2 æggehvider
200 g sukker
55 g glucose
3/4 dl vand
2 tsk. vanilje essens

Fremgangsmåden for skumfidus frosting

Vand, sukker og glucose blandes i en gryde og bringes til at koge. Et sukkertermometer gør det hele lidt nemmere her. Lad det koge op til en 120 grader.
Når temperaturen nærmer sig, skal æggehviderne piskes lidt skummende. Ikke stive, men bare til det er en hvid skummende masse.
Hæld langsomt den varme sukkermasse op i æggehviderne samtidig med, at der piskes. Start på lav volumen og øg langsomt.

Når din skumfidus masse er ved at være klar tilsættes vaniljen. Massen er klar, når du fornemmer, at den er fast nok til at lave swirls af. Du kan også se det ved at frostingen sætter sig i piskeriset på din røremaskine eller el pisker.
Den vil stadig være blød, men som billedet herunder viser, kan swirlen godt holde formen, hvis du bruger en takket tyl.

Chokolade cucpakes med skumfidus frosting.


Print Friendly

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *